Emma Watson svarer igen: - Jeg ved virkelig ikke, hvad mine bryster har at gøre med det

Kan man optræde afklædt og stadig kalde sig feminist? Ja, fastslår Harry Potter-skuespilleren, efter kritikere har kaldt hende for en hykler.

Den britiske skuespillerinde Emma Watson, der er bedst kendt for sin rolle som Hermione Granger i ’Harry Potter’-filmserien, er blevet centrum for en ophedet diskussion om feminisme.

Årsagen er, at Emma Watson – der er kendt som en forkæmper for kvinders rettigheder og er udnævnt som FN goodwill-ambassadør for FN-agenturet 'FN Kvinder' – har valgt at posere i en halvgennemsigttig top, hvor man kan ane en stor del af hendes bryster.

Billedet er taget for det amerikanske magasin Vanity Fair.

Men billedet har udløst kritik fra den britiske radiovært Julie Hartley-Brewer, som kort efter billedets offentliggørelse beskyldte Emma Watson for at være hyklerisk.

- Feminisme, feminisme… kønnenes lønforskelle… åh hvorfor bliver jeg ikke taget seriøst… feminisme.. åh, og her er mine bryster!, lød det spydigt fra Julie Hartley-Brewer på Twitter.

Kommentaren udløste ifølge flere internationale medier en ophedet diskussion på de sociale medier, og radioværten uddybede senere sin kommentar ved at skrive, at Emma Watson ”klager over, at kvinder bliver seksualiseret, og så seksualiserer hun sig selv i sit arbejde. Hykleri.”

Watson: Hvad har mine bryster at gøre med feminisme?

Hovedpersonen har nu også selv blandet sig i debatten. I et interview med nyhedsbureauet Reuters fortæller den 26-årige skuespillerinde, at hun er forbløffet over det postyr, som billedet har været anledning til.

Hun mener, at der stadig eksisterer en helt forkert opfattelse af, hvad feminisme er.

- Feminisme handler om at give kvinder et valg. Feminisme er ikke en pind, du skal slå andre kvinder med. Det handler om frihed. Det handler om frigørelse. Det handler om lighed. Jeg ved virkelig ikke, hvad mine bryster har at gøre med det, siger Emma Watson.

Afstemning

Hvad mener du? Kan man optræde afklædt og stadig kalde sig feminist?

I efteråret startede de tre danske kvinder Nikita Klæstrup, Ekatarina Krarup Andersen og Louise Kjølsen en tilsvarende diskussion herhjemme. De vil have lov til at posere i meget lidt tøj og stadig kunne kalde sig selv for feminister. De fortalte dengang, at de kæmper for retten til deres egen krop og til at gøre det med den, som de har lyst til.

Kæmper for kvinders rettigheder

Emma Watson har været goodwill-ambassadør for FN-agenturet 'FN Kvinder' siden juli 2014. Siden da har hun gentagne gange deltaget i den offentlige debat om kvinders rettigheder.

- Jo mere, jeg hart alt om feminism, jo mere har jeg indset, at kampen for kvinders rettigheder alt for ofte bliver synonym med mandehad. Men for lige at slå det fast, feminisme er ved definition troen på, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder og muligheder, har Watson ifølge CNN tidligere udtalt i forbindelse med en FN-kampagne.

Den britiske skuespillerinde er i øjeblikket aktuel i Disneys film 'Skønheden og udyret', hvor hun spiller rollen som den unge pige Belle, der forelsker sig i et uhyre med en mørk hemmelighed.