Viggo Mortensen får stadig hjælp af faster Tulle - og denne gang er hun meget begejstret
Selvom man bliver verdensberømt, betyder det ikke, at man glemmer sine rødder. Det kan Viggo Mortensens faster vidne om.
'Ringenes Herre', 'Eastern Promises', 'A history of violence', 'Captain Fantastic'.
Viggo Mortensens skuespiller-cv er spækket med navne på store film, og nu er han igen nomineret til en Oscar.
Men selvom den danske Hollywoodstjerne har adskillige filmhit på sit cv, har en ældre dame fra Danmark fortsat en stor plads i hans liv.
Kvinden er Viggo Mortensens faster, Tulle, og hun har sågar stadig noget at skulle have sagt i forhold til de roller, Viggo Mortensen vælger, fortalte hun i Go’ morgen Danmark.
For Viggo Mortensen er – på trods af berømmelsen – stadig en mand med begge ben plantet i jorden, fortæller hun.
- Hvis han kom lige nu, og der stod opvask i køkkenet, gik han ud i køkkenet og lavede kaffe og tog opvasken, og så tog vi en kop kaffe. Så han er helt nede på jorden, og han kunne også lige vove på andet, siger Tulle.
Viggo Mortensen seneste rolle i filmen "Captain Fantastic” har indbragt ham en nominering i kategorien ’årets bedste mandlige skuespiller’ ved Oscar-showet 2017.
Og selvom Faster Tulle ikke altid lige begejstret for Viggo Mortensens rollevalg, er hun begejstret for netop dén film.
- Det var fuldstændig som hans faster kunne have ønsket sig det. Det er for mig en ønskefilm, siger hun om filmen.
Ghita Nørby: Pludseligt vender billedet
Det er ikke en hemmelighed, at en del af de andre film - i særdeleshed 'Eastern promises', hvor Viggo Mortensen spiller en hardcore kriminel - har været for voldelige for fasterens smag, lyder det.
- Jeg synes, at nogen af dem har været temmelig hårde, men der har været godt i dem - og han vælger jo de film, hvor der også er noget godt i, hvis der er noget skidt. Selvom de har den grove vold, så har de også den store kærlighed, siger Tulle.
Skuespilleren Ghita Nørby, der er en nær ven af Vigge Mortensen, er enig.
Hun er også fan af Viggo Mortensens seneste film.
- Det er en vidunderlig film, og den er også overraskende i sig selv - og det er typisk for Viggo Mortensens valg af en filmrolle. Du tror jo ét, når du begynder at se Captain Fantastic, og pludseligt vender billedet. Så vi tror, at vi har med helten at gøre, men har vi det?, lyder det fra Ghita Nørby.
Ringenes herre var en undtagelse
Viggo Mortensen er netop kendt for at være meget selektiv, når det gælder om at vælge filmroller.
Det fortæller Go' morgen Danmarks faste filmekspert, Ann Lind Andersen.
- Når man ser på hans film-cv, så er det meget tydeligt at se, at det er en kunstner, der vælger med hjertet og vælger de måske lidt smallere kunstneriske film. Det, der var hans gennembrud, var 'Ringenes herre', men den var nærmest den kommercielle undtagelse i hans karriere, for han vælger typisk alt det andet, siger hun.
Faktisk skulle han lige overveje det en ekstra gang, da instruktøren bag 'Ringenes herre', Peter Jackson, ringede for at tilbyde ham rollen.
Han skulle lige spørge familien først, fortæller Ann Lind Andersen.
En mand med humor
På sin vis kendetegner det ham meget godt - for Viggo Mortensen er ikke en skuespiller, der "bare" tager de store roller.
Ghita Nørby beskriver ham som en 'kunstner' og en 'poet' - og som en mand med en rigtig god humor.
Hun arbejdede sammen med Viggo Mortensen på filmen "Jauja", og sammen tog de rundt i Danmark for at promovere filmen - i en bil fyldt med balloner og badedyr.
For det, syntes han, var sjovt.
- Viggo havde lejet en bil, og den havde vi fyldt med balloner og badedyr, for det var noget, vi syntes, var sjovt. Det kan godt være, at der ikke er så mange andre, der synes, at det er sjovt, men vi syntes altså, at det var fantastisk morsomt, fortæller Ghita Nørby.
Og til turen havde Viggo Mortensen derudover syet tre røde måtter sammen, som han lagde foran fødderne på Ghita Nørby, når hun steg ud af bilen - som en rød løber.
- Jeg måtte ikke gå ud før. Han styrtede rundt og lagde de tre måtter, fortæller skuespilleren.
Spørg hesten
En anden episode, hvor Viggo Mortensens sans for humor kom udtryk til udtryk, var til premieren på filmen 'Hidalgo', hvor stjernen kom ridende på hesten 'Hidalgo' fra filmen.
Da journalisterne ville have en kommentar fra hovedrolleindehaveren, fik de et svar fra Viggo Mortensen, som de nok ikke havde regnet med, fortæller faster Tulle.
- Så siger han: "Spørg hesten". Det er jo den, der havde hovedrollen. Så den gik jo rundt i alle aviserne. Og sådan er han. Hvis han kan få humor ud af alting, så gør han det. Han er ualmindeligt humoristisk og har været det lige fra barn, siger hun.
Filmen 'Captain Fantastic' har da også humoren med sig.
Her spiller Viggo Mortensen familiefaren Ben, der har slået sig ned i skoven med sine seks børn - og da moderen dør efter længere tid på et psykiatrisk hospital, beslutter han sig for at forlade sit hjemmelavede paradis og tage børnene med til begravelsen.
Sådan er hans vinderchancer
Ann Lind Andersen har set filmen 'Captain Fantastic', og hun mener, at det er en af hans bedste roller nogensinde.
Men når det gælder Viggo Mortensens vinderchancer, når Oscar-statuetterne skal uddeles natten til mandag, så er de dog små, vurderer hun.
- Jeg håber, at de kører nogle kampagne for Viggo på denne her film. Det er jo en lille film og et lille selskab, som ikke har ret mange penge, men jeg håber, at de gør det, for han har fortjent det. Han har fortjent den Oscar-nominering, siger Ann Lind Andersen.