Oscar

Er du enig med eksperterne: Dette er de tre værste Oscar-kjoler nogensinde

En hjemmedesignet balkjole får prisen som Oscar-historiens værste outfit, når to modeeksperter skal udpege de tre værste Oscar-kjoler nogensinde.

Hvem havde den flotteste og grimmeste kjole på?

For mange fylder netop det spørgsmål mindst ligeså meget til årets store Oscar-show, som spørgsmålet om, hvem der vinder de prestigefyldte priser.

Og natten til mandag den 27. februar kan man endnu engang følge verdens største stjerner på den røde løber, når de ankommer til Dolby Theatre i Hollywood, hvor årets Oscar-prisuddeling bliver afholdt.

Se Oscar på TV 2

Du kan følge hele Oscar-showet aftenen og natten til mandag den 27 februar på TV 2 og TV 2 PLAY.

Michéle Bellaiche er vært på Oscaraftenen, hvor en række gæster, mode- og filmeksperter sidder klar til at kommentere showet undervejs. 

Se hele TV 2's Oscar-program, der begynder søndag den 26 her: 

  • kl. 22.55 'Oscar 2017: Og de nominerede er...'
  • kl. 23.15: 'Silent Nights' (Dansk kortfilm, der er Oscar-nomineret i år)
  • kl. 23.55: 'Oscar rød løber - direkte'
  • Kl. 2.30: 'Oscar 2017 Prisuddeling - direkte

Oscar-historiens tre grimmeste kjoler

Hvert år iklæder stjernerne sig ekstravagante kjoler og jakkesæt for svimlende summer i håbet om at gøre et godt indtryk på den røde løber, men engang imellem falder de igennem med et brag og ryger i stedet på den lidet flatterende liste over aftenens værst klædte.

For nogle går det endda så galt, at de stadigvæk – mange år senere – bliver husket for at have båret nogle af Oscar-historiens mest forfærdelige outfits.

Designer Jesper Høvring og modeekspert Uffe Buchard har fulgt og kommenteret den røde løber til Oscar-showet i mange år på TV 2, og her giver de deres bud på de tre værste.

Go' Morgen Danmarks to modeksperter lister de tre værste Oscar-kjoler nogensinde

3. Gwyneth Paltrow fortrød sin kjole 

Gwyneth Paltrow har selv udtalt, at hun har fortrudt, at hun iførte sig det mørke Alexander McQueen-outfit, hun bar til Oscar-uddelingen i 2002. Her var hun blandt andet iført en sort, gennemsigtig netundertrøje og meget mørk makeup.

- Ej, det var bare decideret, fuldstændig hundrede procent forkert! Når man nu er inviteret til Oscar, hvorfor tænker man så: ”Jeg tager sgu en undertrøje på?”, lyder dommen fra Uffe Buchard, der bliver bakket op af Jesper Høvring:

- Det her McQueen-outfit, hvor hun har den her netundertrøje på, det spiller bare ikke. Og det der goth-look virker heller ikke, hun har aldrig rigtig været goth eller grunge, siger han. 

Go' Morgen Danmarks to modeksperter lister de tre værste Oscar-kjoler nogensinde

2. Celine Dion i omvendt jakkesæt

I 1999 dukkede sangerinden Celine Dion op til Oscar-uddelingen i et omvendt jakkesæt fra Dior, men Oscar-showet er måske ikke det rigtige sted at gakke ud på den røde løber, mener Jesper Høvring:  

- Det er jo et ret flot suit, der er bare et eller andet helt vildt mærkeligt i at tage tøjet omvendt på, og så er det måske bare heller ikke til Oscar, at man skal prøve at være mærkelig, siger han.

- Der gik sådan noget ”trying to hard” i det her outfit. "Jeg sætter ikke bare min hat, som jeg vil, jeg sætter sgu også min blazer, som jeg vil". Nej, det skulle hun nok ikke have gjort, siger Uffe Buchard.

Go' Morgen Danmarks to modeksperter lister de tre værste Oscar-kjole nogensinde

1. Kim Basinger lavede sin egen kjole - det skulle hun aldrig have gjort

Den lidet flatterende førsteplads for Oscar-historiens værste outfit går til skuespillerinden Kim Basinger, der faktisk havde designet sin kjole selv, men det skulle hun nok have undladt at gøre.   

- Hun har en form for askepotkreation på, men mere lige der omkring, hvor klokken slår 12, og hun bliver forvandlet tilbage til et eller andet. Det ligner en eksplosion af modvillighed, lyder den hårde dom fra Uffe Buchard.  

Den hjemmedesignede kjole skærer især i hjertet på Jesper Høvring

- Det værste er næsten, at hun selv har designet den, og det kan jeg næsten heller ikke holde ud. Hele underskørtet er stoppet ud med tyl, det ligner jo en sovepose for neden.

Hvilken Oscar-kjole, synes du, var værst?

Afstemning

Hvilken Oscar-kjole ser værst ud?

Du kan høre Jesper Høvring og Uffe Buchards dom over dette års Oscar-kjoler søndag nat, når TV 2 følger alle Oscarfestlighederne på rød løber og til selve showet fra kl. 23.55 på TV 2.