Richard Branson lovpriser dansk verdenshit: - Jeg elsker simpelthen den her video

Reklamefilmen "Alt det vi deler" fra TV 2 får nu mere ros uden for Danmarks grænser.

Først rørte filmen millioner af danskere. Så blev den delt i hele verden af globale medier. Nu er det blevet den engelske rigmand Richard Bransons tur til at rose filmen "Alt det vi deler".

Det er en reklamefilm for TV 2, men budskabet har gjort sig bemærket uden for Danmark.

Richard Branson, der ejer den verdensomspændende virksomhed "Virgin", roser i store vendinger "Alt det vi deler" i et blog-indlæg på virksomhedens hjemmeside.

- Jeg elsker simpelthen den her video fra danske TV 2. Den tager et simpelt koncept - at bringe tilsyneladende forskellige grupper af mennesker sammen - og skaber noget, der er helt igennem værdifuldt og bevægende, skriver Richard Branson.

Nemt at sætte folk i bås

Filmen starter med, at en gruppe danskere kommer ind i et rum med tegnede båse på gulvet.

Der er båsen til dem, vi stoler på, og dem vi undgår. De nye danskere, og dem der har været her hele livet.

Men båsene bliver stille og roligt opløst i takt med, at der bliver stillet en række spørgsmål.

Dem, der kan svare ja, samler sig, så de kan se, hvem de deler det med.

- Hvem var klassens klovn? 

- Hvem er bonusforældre?, bliver der spurgt.

Netop budskabet om, at det er nemt at sætte folk bås, advokerer Richard Branson også imod.

- Hvis man definerer mennesker på en begrænset måde, indsnævrer man deres horisont og deres potentiale. Vi bør alle sammen hjælpe mennesker med at udvide deres horisont, ikke stagnere den, skriver Richard Branson.

Viralt hit

Reklamefilmen er blevet vist mere end fem millioner gange på TV 2's Facebook-side, og er blevet delt knap 70.000 gange. 

Efter at de store globale medier Huffington Post og Mashable delte videoen med engelske undertekster, har den også taget kegler uden for Danmarks grænser.

This is the message we all need to remember right now.

Posted by HuffPost Canada on Tuesday, January 31, 2017

 Her har flere sat filmen ind i en større politisk sammenhæng. Det samme gør Richard Branson i sit blog-indlæg.

- I det nuværende miljø af vrede og adskillelse kan det virke som en lille ting at anerkende, at det som forener os er større end det, der adskiller os. TV 2 har ret, når de siger: "Måske er der mere, som bringer os tættere på hinanden, end vi tror”, skriver Richard Branson.

Se Facebook-opslaget, der startede det hele, herunder:

Vi lever i en tid, hvor vi er hurtige til at sætte hinanden i bås. Men måske har vi i virkeligheden mere tilfælles, end vi går og tror? See the English version here: https://youtu.be/jD8tjhVO1Tc

‎Posted by TV 2 on‎ שישי 20 ינואר 2017