Beyoncé afslører nyhed: Gravid med tvillinger
Sangerinden Beyoncé og hendes mand Jay-Z skal være forældre igen. Ikke bare til én, men til to små babyer.
Beyoncé er gravid med tvillinger. Det afslører hun på sin Instagram-profil.
Her har hun lagt et billede af sig selv op, hvor hun placerer hænderne på sin tydeligt gravide mave.
- Vi vil gerne dele vores kærlighed og lykke. Vi er blevet velsignet gange to. Vi er ufatteligt taknemmelige for, at vores familie vokser med to, og vi takker jer for alle jeres lykønskninger, skriver Beyoncé.
På bare tyve minutter har mere end en million fans 'synes godt om' hendes billede, mens mere end 100.000 har skrevet en lykønskningskommentar til parret.
Sloges med utroskab
Sidste forår udgav Beyoncé sit seneste album 'Lemonade', som høstede store roser.
Albummet kredsede om hendes mand, den amerikanske rapper Jay-Z, og den utroskab, han havde udsat hende for.
Fortsættes under billedet.
Inden da havde der længe været spekuleret i, om de to superstjerner kæmpede med en ægteskabelig krise, men bortset fra sine tekster, holdt Beyoncé sit privatliv tæt til kroppen.
Det var blandt andet sangerindens lillesøster, Solange, der gæster Roskilde Festival til sommer, der fik facaden til at krakelere.
I 2014 viste overvågningsbilleder, hvordan hun gik fysisk til angreb på sin svoger i en elevator.
Fandt melodien igen
Hører man Beyoncés seneste album til ende, handler det i høj grad om tilgivelse, og meget tyder på, at sangerinden og rapperen Jay-Z har fundet melodien igen - i en sådan grad, at de nu er klar til at udvide familien.
De to har i forvejen en femårig datter, der hedder Blue Ivy, der kan se frem til ikke bare én, men hele to små nye søskende i 2017.