Tv-værter skal giftes
Aftenens udgave af TV 2 programmet 'Natholdet' bød på lidt af en nyhed.
Tirsdag havde Anders Breinholt og 'Natholdet' besøg af den populære X Factor-værtinde Sofie Linde, og her luftede hun en stor personlig nyhed.
Tv-værten skal nemlig giftes med værtskollegaen Joakim Ingversen, der blandt andet har været vært på TV 2-programmet 'Bingo Banko' og vundet 'Vild med Dans'.
- Jeg skal giftes sgu, fortalte Sofie Linde, da Anders Breinholt indledte 'Natholdet' med at spørge hende, hvordan det gik.
- Hvad? Tillykke, lød det fra Breinholt.
Mulighederne var mange
Sofie Linde og Joakim Ingversen mødte hinanden, da de arbejdede sammen på DR.
Men der skulle flere års venskab til, inden det i foråret 2015 udviklede sig til et forhold.
Forinden havde Joakim Ingversen blandt andet været kærester med Claudia Rex, som han vandt 'Vild med Dans' med i 2012.
- Hvem skal du giftes med, spurgte Breinholt kækt Sofie Linde, da hun afslørede nyheden.
- Mulighederne har været mange, men jeg har tænkt mig at gå med min kæreste Joakim. Det var lige, hvad der var, griner Sofie.
Sødt og klassisk
Selvom både Sofie Linde og Joakim Ingversen er kendt for at lave masser af sjov, så blev frieriet taget alvorligt.
- Det var faktisk rigtig sødt og klassisk. Han var på knæ, og han havde spurgt min far inden, afslører Sofie Linde.
Hun fortæller samtidig, at hendes far straks sagde nej til Joakim Ingversens anmodning om hendes hånd.
- Men Joakim havde sagt, jeg gør det alligevel, siger Sofie Linde, der også selv bifaldte frieriet.
Det nyforlovede par er netop flyttet ind i en ny og større lejlighed, og derfor er der endnu ikke sat dato for, hvornår brylluppet skal stå.
- Når vi på et tidspunkt har råd, så det bliver ikke lige foreløbig, siger Sofie Linde.