Legendarisk TV-tjener er død
Gorden Kaye sov stille ind på et plejehjem. Han var bedst kendt for komedieserien 'Allo 'Allo!
Skuespilleren Gorden Kaye, som er bedst kendt for sin rolle i komedieserien 'Allo 'Allo! er død. Han blev 75 år gammel.
Det bekræfter hans tidligere agentbureau overfor det britiske medie BBC.
Gorden Kaye havde en af de bærende roller i 'Allo 'Allo!, hvor han spillede cafe-ejeren Rene Artois – med det karakteristiske engelsk med tyk fransk accent.
Var med i samtilige afsnit
Serien kørte i ti år fra 1982 til 1992 – og Gorden Kaye var med i samtlige 84 afsnit. Den var en satire om modstandbevægelsen under Anden Verdenskrig i en lille fransk by.
Serien er også blevet vist flere gange på dansk tv. Senest på TV 2 Charlie.
Gorden Kaye tilbragte sine sidste dage på et plejehjem. Han sov ind mandag morgen.
Genial, talentfuld skuespiller
Vicki Michelle, der spillede servitricen Yvette i den populære serie, udtrykker sin sorg over nyheden på Twitter.
- Så ked af at høre nyheden om Gorden Kaye. En genial, talentfuld skuespiller. Udpræget professional, som var elsket verden over. Der vil aldrig komme en ny Rene, skriver hun, med henvisning til hans største rolle.
Gorden Kayes sidste rolle var i en reuninon for 'Allo 'Allo!-holdet i 2007.