Lukas Graham kåret som verdens værst klædte mand

Selv om bandet høster succes på verdensplan, er Lukas Forchhammer alligevel havnet på en 'verdens værste'-liste.

- Frontfiguren fra det danske band Lukas Graham er opvokset i en hippie-enklave, og det kan ses. Han er så dårligt klædt, at det næsten er forfriskende. 

Sådan skriver den britiske udgave af modemagasinet GQ i deres seneste nummer.

Når han står der i en fedtet t-shirt, uglet hår og cowboybukser, så er det ikke tilfældigt.

Mads Christensen, Modeekspert

Her har de kåret verdens bedst og værst klædte mænd.  

Som kongen af de allerværst klædte, har de kronet Lukas Forchhammer, forsanger i bandet Lukas Graham.

Han skal være stolt

Modeekspert Mads Christensen er helt enig med magasinet i, at Lukas Forchhammer ligner 'noget katten har slæbt ind'.

Alligevel synes han, at den danske sanger skal være stolt af kåringen.

-  Jeg håber, han er både smigret og beæret over at komme på GQ's liste. Når han står der i en fedtet t-shirt, uglet hår og cowboybukser, så er det ikke tilfældigt. Det er naivt at tro, at en global artist som ham ikke har gjort sig en tanke om sin fremtoning. Hans helt store kvalitet er hans autentiske rendestens-ærlighed, og det er hele omdrejningspunktet i fortællingen om ham. Hvis han gik i dyre jakkesæt, så ville det underminere hans tekster, påpeger Mads Christensen.  

Han har bemærket, hvordan sangeren alligevel har ændret sig, selvom tøjet er det samme.

- Han har tabt sig, og hans ansigt og hår er blevet mere velplejet end da eventyret startede, så jeg er sikker på, han er blevet mere forfængelig, siger Mads Christensen.

Mænger sig med Adam Sandler

I kampen om at blive den værst klæde, har Lukas Forchhammer vippet andre store hot-shots af pinden.

Både den kendte skuespiller Adam Sandler og Mariah Careys eksmand, rapperen Nick Cannon, må se sig slået af den danske Christianiadrengs stil. 

Adam Sandler ligger nummer ni på listen over de værst klædte, mens Nick Cannon indtager en fjerdeplads. 

Verdens bedst klædte går i rullekrave

Mens Lukas Forchhammer er udnævnt til den værst klædte, så tilfalder titlen som den bedst klædte mand den canadiske sanger Drake.

Magasinet husker ham især for sin uldne rullekrave i sangen 'Hotline Bling'. 

- Drake har med begejstring og konsekvent udviklet et unikt look over de seneste år, lyder begrundelsen fra magasinet, der mener, at sangeren kombinerer forskellige stilarter indenfor sporty streetwear.

Her kan du se Drake i sin berømte rullekrave:

Se hele listen over de bedst og værst klædte mænd her