Den virkelige Grethe: Her er tricket, der holder styr på mit liv
I en travl hverdag skal man ikke glemme sine nærmeste, men finde hjælp, når hængepartierne bliver for mange. Man skal bruge en "Grethe".
Mød familien Bynke: Far Jørgen, mor Charlotte og de tre børn Ingrid, Frederikke og Valdemar. Og ikke at forglemme - Jørgens søster, Clara, der bor på loftet.
Familien lever et kaotisk liv, hvor alt roder, mor og far driver hinanden til vanvid, og et kobberbryllup skal planlægges. Børnene lever gennem kameralinser og tablets i deres egne verdenener.
Jørgen og Charlotte beslutter, at de må have en ung pige i huset. Men en ung pige bliver det ikke.
Sådan begynder historien i den nye serie 'Grethe', som har premiere på TV 2 tirsdag aften klokken 20.50.
- Grethe er en mystisk og jordbunden kvinde, som er fordomsfri og effektiv. Men hun er også ensom. Hun dukker op som en anden Mary Poppins på en regnvejrsdag hos familien Bynke, hvor hun skal prøve at hjælpe dem på fode igen, siger Peter Frödin.
Peter Frödin spiller den ældre, hyggelige bedstemor med en smertelig fortid, som kommer familien Bynke til undsætning. En familie, som drukner i sine hængepartier og glemmer hinanden.
Det med hængepartier vender vi lige tilbage til.
En kalender af papir
Familien Bynke fra serien tynges ikke kun af alle de ting, som de ikke får gjort færdige. De har nemlig også alt for travlt til at få hjemmet til at fungere. Så travlt, at de først indser til sidst, at de har alt for meget om ørerne.
Det er noget, som Peter Frödin kender til. Men kun i kortere perioder. Han har nemlig et enormt lavpraktisk trick for ikke at få alt for travlt.
- Jeg kan kun skrive én ting i min kalender om dagen. Det er sådan en gammeldags en af papir, hvor der altså kun er plads til at notere én ting per dag. Det skal være en reminder til mig selv om, at det er sådan, jeg har det bedst. Når jeg kun skal én ting om dagen, siger Peter Frödin.
Gammeldags nærvær
Faktisk er han stor fortaler for, at man laver små regler i hverdagen for at få tingene til at gå op i en højere enhed.
- Min gode veninde Ellen Hillingsøe har en super smart aftale med sin familie om, at man ikke diskuterer vigtige emner efter klokken 21. Så er man jo træt og kan ikke snakke ordentligt om det, siger han.
- Grethe kan det, vi fortravlede mennesker med smartphone og tablet i hænderne er forhindrede i. Vi skal kigge lidt op over skærmene og se, hvordan der ser ud i virkeligheden. Vi beder ungerne om at lægge deres telefoner, som er deres måde at være sammen med venner på, fordi vi bliver frustrerede og får fornemmelsen af ikke at forstå dem helt, siger Jarl Friis-Mikkelsen, der er idémand bag og instruktør på serien. Han fortsætter:
- Grethe kan virke lidt gammeldags, lidt som en tidslomme, men hun ved, hvad der skal til - mere nærvær. Hun er en tryghedsskaber, og hendes indflydelse siver langsomt op fra hendes værelse i kælderen til de forskellige etager inklusive soveværelset hos familien Bynke.
En dame igen
Det er slet ikke nyt for Peter Frödin at spille en kvinde. Tværtimod. Han har tidligere gjort det som nudist i de ældre TDC-reklamer sammen med Kirsten Lehfeldt og i Lex & Klattens 'Et vedkommende interview'.
- Den nye Grethe fra serien er faktisk lidt i familie med Grethe fra 'Et vedkommende interview'. De er fjerne kusiner, siger han.
Herunder kan du se Peter Frödin som en anden Grete i Lex & Klatten.
Om der er ligheder mellem Peter Frödin selv og bedstemoren Grethe er han mere kryptisk omkring.
- Der er jo noget med humøret, tonen og hendes timing, som, jeg synes, er sjov. Det er nogle små ting, som jeg jo indfører i rollen, siger han.
- Alle har da hængepartier
- Jeg har selv masser af hængepartier, siger den travle skuespiller.
Han fortæller, at han ikke selv lader sig påvirke så meget af hængepartier, selvom han synes det er lidt flovt, at han aldrig har fået taget sig sammen til at købe en fladskærm. Stuen prydes stadig af et kæmpe kassefjernsyn, som han forhåbentligt snart får skiftet ud.
- Det kommer jo an på, hvordan du går ind til det. Hvad du kræver af dig selv. Det er jo en psykisk ting, hvordan man betragter dem. Nogle er jo vigtigere end andre. Jeg har da også nogle steder, der skal males, men det ligger jeg ikke søvnløs over. Mit hus revner også, men det er et smukt gammel hus, så det, synes jeg bare, er yndigt, siger Peter Frödin.
Peter Frödin springer ud som bedstemor i tv-serien 'Grethe' på TV 2 tirsdag den 3. januar klokken 20.50, hvor han i kvindeform kommer en travl familie til undsætning. Du kan allerede nu se alle afsnit på TV 2 PLAY.