Danske Josephine viser sig frem sammen med Lady Gaga
Josephine Skriver viste sig frem i selskab med adskillige stjerner til undertøjsvirksomheden Victoria's Secrets årlige parade.
Den danske topmodel Josephine Skriver var i fornemt selskab onsdag.
Danskeren er nemlig en af de såkaldte 'engle', som det verdenskendte undertøjsfirma Victoria's Secret har i stalden.
Og med det følger naturligvis en plads i den stort anlagte årlige parade, hvor modeller fra Victoria's Secret viser sig frem i de nyeste kollektioner omgærdet af berømtheder.
I selskab med Lady Gaga og Kendall Jenner
Og det var ikke hvem som helst, som den danske model var i selskab med.
Blandt de prominente navne der deltog i årets show, var den verdensberømte sangerinde Lady Gaga og realitystjernen Kendall Jenner, der blandt andet er kendt fra realityprogrammet The Kardashians.
Det er ikke første gang, at Josephine Skriver får æren af at deltage i paraden. I 2014 var hun med for første gang.
Viste billeder backstage
Det var en lykkelig Josephine Skriver, der i februar i år fik nyheden om, at hun skulle være en af 'englene'.
- Det er sket. Jeg lever bogstavelig talt min drøm lige nu. Jeg kan slet ikke tro, at jeg får lov til at dele den her nyhed med jer: Jeg er ny engel for Victoria's secret. Tak til alle, som har hjulpet mig med at komme så langt. Jeg er så ydmyg og stolt over at være en del af så fantastisk en arv. Tak fra bunden af mit hjerte til alle, der har troet på mig, skrev Josephine Skriver den gang på sin Instagram-profil.
Danskeren forevigede også dette års deltagelse på sin Instagram-konto. Her viste hun backstage-billeder i selskab med flere af de andre modeller.
Det er ikke alle modeller, der kan gå rundt og kalde sig 'engle'. Nogle af Josephine Skrivers forgængere er nemlig supermodeller som danske Helena Christensen, Gisele Bündchen og Tyra Banks, mens hendes nuværende kolleger vil være både Alessandra Ambrosio og Adriana Lima.