Vild med dans

Hårdere end nogensinde: Sådan bliver semifinalen i 'Vild med dans'

Semifinaleparrene i 'Vild med dans' 2016; Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard, Mille Dinesen og Mads Vad samt Laura Bach og Michael Olesen. Henrik Ohsten / TV 2

For første gang i programmets historie skal hvert par danse hele tre nye danse i semifinalen af 'Vild med dans'. Kun to par går i finalen.

De tre tilbageværende par i 'Vild med dans' knokler i disse dage hårdere, end de har gjort de seneste tre måneder.

For når Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard, Laura Bach og Michael Olesen samt Mille Dinesen og Mads Vad går på gulvet i semifinalen fredag aften, skal de ikke danse én eller to nye danse - de skal præsentere hele tre spritnye koreografier, som de ikke har danset før.

Det er første gang nogensinde i de 13 sæsoner af 'Vild med dans', at parrene allerede i semifinalen skal på gulvet hele tre gange.

Først skal hvert par danse den standard- eller latindans, de mangler. Derefter skal alle par danse en individuel cha-cha-cha til et Prince-nummer, og endelig møder de tre semifinalepar hinanden i en direkte dansedyst, når de danser pasodoble samtidig. 

- Årets semifinale bliver den mest spændende i programmets historie. Alle tre par har et virkelig højt niveau og kan sagtens rumme tre danse. Så jeg glæder mig til at prøve noget helt nyt, når vi efter to individuelle danse - som en sidste forhindring før finalen - får lejlighed til at se alle tre par på gulvet samtidig, siger 'Vild med dans'-boss og underholdningsredaktør på TV 2, Thomas Richardt Strøbech.

Se, hvad parrene skal danse, og hvad de skal danse til, her.

Laura Bach og Michael Olesen

  • Samba (danser til 'Magalenha' af Sergio Mendes)
  • Cha-cha-cha (danser til 'Kiss' af Prince)

Mille Dinesen og Mads Vad

  • Slowfox (danser til 'Haven't Met You Yet' af Michael Bublé)
  • Cha-cha-cha (danser til 'I Feel for You' af Prince)

Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard

  • Vals (danser til 'Vanishing' af Mariah Carey)
  • Cha-cha-cha (danser til 'Cream' af Prince)

Alle par 

  • Pasodoble (danser til 'Malagueña' af Brian Setzer)

Sidst, alle deltagerne var på gulvet samtidig, var for to uger siden, hvor top fem dansede en "country-maraton". Se eller gense dansen her.

Se alle par i et country-maraton