Vild med dans

Ærlige dansere: Det har været de største udfordringer ved vores partnere

Michael Olesen, Mads Vad, Mie Martha Moltke og Morten Kjeldgaard er de fire tilbageværende profdansere i årets 'Vild med dans'. Henrik Ohsten / TV 2

Nogle har kæmpet med at lære de mange dansetrin, mens andre har måttet kæmpe med noget helt andet. Her afslører profferne de største udfordringer.

Thomas Buttenschøn. Sarah Mahfoud. Mille Dinesen. Laura Bach.

Det er navnene på de fire kvartfinalister i årets 'Vild med dans'. 

Mens nogle nydansere har imponeret fra start med deres evner på dansegulvet, har andre lige skullet bruge nogle uger på at komme efter det. Og så er der dem, der ikke har haft problemer med at stille sig frem foran hele tv-Danmark, mens det har været en stor udfordring for andre.

Vi har spurgt Mie Martha Moltke, Morten Kjeldgaard, Mads Vad og Michael Olesen om, hvad de synes, der har været den største udfordring ved deres partner.

Startede fra nul

- Den største udfordring med Thomas var i bund og grund, at han startede helt fra nul. Han havde forståelse for musik, men alt andet var fuldstændig nyt for ham. Han havde virkelig aldrig bevæget sig og brugt sin krop, inden han kom med i 'Vild med dans'. Men for hver uge, der er gået, er jeg blevet mere og mere overrasket over, hvor meget han har flyttet sig, siger Mie Martha Moltke og fortsætter:

- Han har lært en masse om sin krop, og han er begyndt at forstå koreografierne i sådan en grad, at han selv har kunnet rette sine fejl. Af alle dem, jeg har danset med i 'Vild med dans', er han klart en af dem, der har rykket sig mest.

Se et sammenklip af alle Thomas Buttenschøn og Mie Martha Moltkes danse i videoen her.

Nu kan du være med til at bestemme: Hvilken dans skal Thomas og Mie danse igen i finalen? Se alle deres danse her.

Ikke vant til at performe

- Sarah blev hurtigt venner med selve trinene, men det der med at leve sig ind i dansen og "performe" har nok været det sværeste for hende. Hun har ikke været vant til at udtrykke sig på den måde tidligere, og det var noget, hun følte sig lidt ubekvem ved i begyndelsen. Men jeg synes faktisk, at hun har "nailet" den, og der er ikke én fredag, hvor hun ikke har levet sig ind i dansen, siger Morten Kjeldgaard.

Se et sammenklip af alle Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaards danse i videoen her.

Nu kan du være med til at bestemme: Hvilken dans skal Sarah og Morten danse igen i finalen? Se alle deres danse her.

Har haft svært ved at huske koreografier

- Det, Mille har haft sværest ved, har været at huske de forskellige koreografier. Det har også haft betydning for den måde, jeg har undervist hende på. Vi har arbejdet meget på at lave nogle mønstre i koreografierne, der har kunnet hjælpe Mille på vej og sørge for, at hun nemt har kunnet finde ud af, hvor vi har været i dansen. Når hun så har fået det på plads, har vi kunnet koncentrere os om alt det lækre, og det har hun virkelig klaret rigtig godt, siger Mads Vad.

Se et sammenklip af alle Mille Dinesen og Mads Vads danse i videoen her.

Nu kan du være med til at bestemme: Hvilken dans skal Mille og Mads danse igen i finalen? Se alle deres danse her.

Skulle lære at give slip

- Der er sket sindssygt meget med Laura rent danse- og kropsmæssigt under 'Vild med dans', men der, hvor hun har udviklet sig mest, er, at hun har lært at give slip. Laura kan godt lide at være i kontrol, og i begyndelsen havde hun lidt barriererne oppe og var ikke meget for at åbne sig op for en hel nation. Men det har hun virkelig lært - også over for mig. Og det er også grunden til, at vi er blevet så gode venner. Vi taler om nogle meget personlige ting, og jeg er så glad for at have lært hende at kende, siger Michael Olesen.

Se et sammenklip af alle Laura Bach og Michael Olesens danse i videoen her.

Nu kan du være med til at bestemme: Hvilken dans skal Laura og Michael danse igen i finalen? Se alle deres danse her.

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 - eller når det passer dig på TV 2 PLAY.