Underholdning

Thomas Ejes store nedtur: Blev snydt og svigtet gang på gang

Linie 3-stjernen taler for første gang ud om sin økonomiske fiasko i Las Vegas, hvor han mødte de forkerte folk og blev ramt af uheld efter uheld.

Mange husker nok, da Thomas Eje i 2004 tog det store spring til udlandet og forsøgte at slå igennem som entertainer i Las Vegas.

USA-eventyret gik dog langt fra efter planen og endte i stedet med en økonomisk nedtur for Linie 3-stjernen, som nu for første gang taler ud om sin fiasko i 'Jarl møder Thomas Eje' lørdag kl. 20.55 på TV 2 Charlie.

- Hele essensen af succes i Las Vegas er, at en stor del er baseret på held. Man skal møde de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter, siger Thomas Eje til TV 2 og tilføjer.

- Dét gjorde jeg ikke!

Se videoklip fra Jarl Friis-Mikkelsens interview med Thomas Eje øverst.

Dybt fascineret af "Syndens by"

Det hele begyndte i 1990, hvor Thomas Eje turnerede rundt i USA med Linie 3 og i den forbindelse var på en kort turistvisit i Las Vegas.

Fakta om Thomas Eje

  • Thomas Eje, 59 år.
  • Uddannet fra det Danske Musik Akademi i 1976
  • Mødte Anders Bircow og Preben Christensen i 1978 og startede Linie 3 året efter.
  • Fik sit store gennembrud med Linie 3 i et direkte tv-show på DR1 i 1980.
  • Har siden starten af 1980'erne optrådt som solist med sit One Man Show.
  • Har på tv medvirket i bl.a. 'Matador', 'Skibet i skilteskoven', 'Brødrene Mortensens jul', 'Klinkevals' og 'Juliane'.
  • Debuterede med sit førte amerikanske show i Las Vegas i 2006.
  • Blev gift med Katherine Scrivens Eje i 2007.
  • Flyttede til Skovby på Als i 2008 og startede "Galleri Scrivens og Eje' samme år.

- Det var som at stå foran en stor farlig rutsjebane, og jeg tænkte: Den her MÅ jeg prøve en tur i en dag!, siger Thomas Eje om sin store fascination af "Syndens by".

I de efterfølgende år besøgte han adskillige gange spillebyen i Nevadas ørken, og i 2004 tog han den store beslutning at forlade Danmark. Han solgte sit hus i Gentofte, og under Linie 3's 25 års jubilæumsturné samme år tog han en afstikker til Las Vegas og købte et hus i forstaden Henderson, der ligger tolv kilometer syd for hovedgaden i Las Vegas, kaldet The Strip.

Under kunstnernavnet Tom Dane, som var lettere at udtale på engelsk end Thomas Eje, drog den forventningsfulde danske komiker nu afsted til den evigt oplyste spilleby.

I 2004 rejser Thomas Eje til Las Vegas for at slå igennem som entertainer under kunstnernavnet Tom Dane.

Uheldene stod i kø

Men lige fra starten stod uheldene i kø for Thomas Eje og satte hindringer i vejen for hans muligheder for at udleve sin amerikanske drøm.

De to velansete managers, Eddie Murillo og Peter Reveen, som Eje allerede hjemmefra havde aftalt at komme i stald hos, faldt hurtigt fra. Murillo fik konstateret en uhelbredelig sygdom og døde kort efter, mens Reveen gik ned med en depression.

- Efter dét trådte Murphy's lov i kraft, og jeg mødte alle de forkerte mennesker på alle de forkerte tidspunkter! Man kan have nok så meget at byde på. Men hvis man ikke har en platform at vise det på, er der jo ingen, der ser det, siger den i dag 59-årige entertainer til TV 2.

Kort sagt, jeg havde købt billet til rutsjebanen. Jeg skulle blive klogere. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg samtidig havde købt årskort til spøgelsestoget, skærsilden og hurlumhejhuset.

Thomas Eje - fra selvbiografien "Fri stil"

På spørgsmålet om, hvorfor han så ikke bare selv forhandlede en aftale på plads med én af Las Vegas' hundredevis af show-scener og teatre, svarer han.

- Man kan godt selv købe sig ind på en scene, hvilket jeg også gjorde på et tidspunkt. Men det er sindssygt hamrende dyrt, så det er en meget kortsigtet løsning, konstaterer han.

Umuligt at opdrive en ærlig manager

Den dårlige indledning på USA-eventyret skulle vise sig bare at være starten på stribevis af svigt og svig, som Thomas Eje blev udsat for i de efterfølgende to år.

Ikke mindst var det nærmest umuligt at opdrive en ærlig og redelig manager med en professionel tilgang til tingene.

- Jeg mødte for eksempel fire personer, som alle var ”manager” for Tom Jones, indtil jeg traf nr. 5, som rent faktisk engang i tidernes morgen havde været med i afviklingen af en mindre turné med Jones. Der var stort set ingen grænser for, hvad han kunne, og hvad han havde gjort for alle mulige, fortæller Thomas Eje.

Blandt de useriøse managere var også adskillige "mafia-typer", som optrådte mere eller mindre truende. (Læs mere nedenfor).

Her kan du læse et uddrag af Thomas Ejes selvbiografi "Fri stil", hvor han på sin egen finurlige facon beskriver oplevelserne i Las Vegas:

I showbiz-miljøet i Las Vegas er det almindeligt, at de ægte agenter har et fint kontor og helst to til tre sekretærer og personlige assistenter, som de kan filtrere alle henvendelser igennem og som med et meget vigtigt tonefald kan sige, at chefen er på en meget vigtig forretningsrejse eller er booket i ugevis med meget vigtige møder. Efter utallige forsøg lykkedes det mig dog langt om længe at få audiens i det allerhelligste hos én af de førende agenter. Hun havde læst mit CV i min fine brochure og set min demo-dvd og fortalte mig begejstret, at hun aldrig havde set noget lignende. Det var "absolutely fantastic - you'll knock them dead". 

Thomas Eje har fra starten været dybt fascineret af
Foto-collage af Thomas Ejes hus på Broken Tee Drive i et eksklusivt forstadskvarter til Las Vegas. Hans nærmeste nabo var Michael Jacksons mor.

Det tager lidt tid før man lærer, at når en amerikaner siger "absolutely fantastic", så betyder det oversat til godt jysk modersmål noget i retning af ”Ja ja… lad os nu se – det er da godt nok ikke det wærste a har set…” Man bliver meget let forført af den amerikanske overfladiskhed. De mennesker lyver utroligt charmerende. Jeg havde da aldrig nogensinde drømt om, at jeg skulle blive elsket af så mange mennesker på så relativt kort tid. Det er helt standard, at man siger ”I love you” til folk man lige har mødt og måske har talt med en halv times tid. Tja - hvad skal man sige? I’m from Denmark…

Ærgerrighed er en fremherskende egenskab hos de fleste af de mennesker man møder i Las Vegas. Jeg tror, jeg har mødt større personligheder end Cæsar, Djengis Khan og julemanden tilsammen – når de selv skal sige det.

Thomas Eje - fra selvbiografien "Fri stil"

Nå, men jeg var altså ”absolutely fantastic”, og hun glædede sig til at samarbejde med mig. Agenten foreslog, at vi lagde ud med et stort arrangement for IBM og en række engagementer på nogle krydstogtskibe i Caribien, og det havde jeg jo selvfølgelig ikke noget imod. Jeg blev så bedt om at sørge for at redigere min dvd ned til den halve længde, indsætte firmaets logo og sende den tilbage til PR-afdelingen. Fint! Det gjorde jeg så. Det tog 14 dage og kostede en herregård.

Efter 30. forsøg fik jeg endelig fat på hende i telefonen. Videoen var skøn-skøn, og jeg skulle bare aftale en tid med sekretæren, så vi kunne mødes – ”Bye Bye honey”. Møderne blev udsat, aflyst, udsat, aflyst osv. E-mails blev ikke besvaret og selv om jeg var udnævnt til honey, var det stort set umuligt at opnå en to-vejs forbindelse. Folk, jeg fortalte det til, var ganske uimponerede og sagde bare:  ”Yeah, i know – Vegas is a fast town, man” ………………. love you – Byyye. Hele seancen gentog sig i flere varianter – med forskellige agenter af den ene og den anden slags. Hver gang med samme resultat. 

(...)

Jeg var en totalt fremmed og fuldstændig ukendt mand, der forsøgte at svømme ind i deres andedam. Jeg havde jo for eksempel aldrig optrådt i amerikansk tv med noget og havde heller ikke noget andet, jeg kunne referere til i amerikansk sammenhæng. Og for de få, der overhovedet anede hvad Danmark var for noget, havde min 25 år lange karriere i det kære gamle moderland ingen som helst betydning. Så jeg skiftede gear. Jeg måtte selv prøve at tiltrække mig den nødvendige opmærksomhed og besluttede mig derfor at sætte en showcase, en præsentation, på benene.

Thomas Eje mødte mange celebre kendisser i Las Vegas, deriblandt skuespillerne Jane Seymour og Olivia Newton-John.

Før jeg havde set mig om, havde jeg lejet et teater, hyret en kapelmester, seks musikere, en nodeskriver og selvfølgelig en personlig assistent. Sådan én havde jeg altid drømt om at have. Én, som jeg kunne koste rundt med på min egen lille charmerende facon. At finde en scene til leje i området omkring hovedgaden The Strip kunne jeg jo selvfølgelig godt glemme alt om. Så det endte med, at jeg fandt et bibliotek i udkanten af den lidt mere tvivlsomme del af byen, som havde en mindre teatersal, West Las Vegas Library Theatre. Det var i og for sig et nydeligt lille sted, som fortrinsvis blev brugt til foredrag, skolekoncerter og lokale krybbespil, og prisen var overkommelig.

I mangel af hjælp fra en ordentlig manager måtte Thomas Eje selv leje sig ind på en beskeden scene i den tvivlsomme ende af Las Vegas.

Jeg havde nu godt og vel ti mennesker på lønningslisten, og efter den obligatoriske gang møje og besvær, det indebærer at koordinere det hele, kunne vi langt om længe begynde at holde prøver. Endelig begyndte det at lugte en lille smule af savsmuld. Og så var det endda fuldt lovligt. Jeg havde nemlig været så heldig at møde en dansk-amerikansk advokat, for hvem det – efter uendelige tovtrækkerier med et bureaukrati, som kunne få Stalin til at vende sig i graven, og mod et honorar, der svarede til Kongens Fogeds samlede pension – lykkedes at fremtrylle en midlertidig opholds- og arbejdstilladelse. 

Jeg er sikker på, at det har været hundrede gange nemmere at slippe ud af Østtyskland under den kolde krig end bare at komme i nærheden af en opholdstilladelse i USA. 

Thomas Eje - fra selvbiografien "Fri stil"

For at gøre en meget lang historie lidt kortere, så blev det, der skulle have været prøver, hvor vi skulle øve mine numre, til en prøvelse af de helt store. Den ene musiker viste sig ikke at kunne læse noder, den anden viste sig overhovedet ikke. De måtte begge udskiftes. Vi havde ganske få dage at øve i, og det var ikke sådan lige at skaffe nye musikere fra den ene dag til den anden. Da vi endelig fandt to nye, brugte de seks timer på at lære en halv sang, fordi de ikke havde øvet sig hjemmefra – hvilket de for øvrigt blev ved med ikke at ha’. Trommeslageren havde problemer med overhovedet at holde et tempo (og vist også med alt muligt andet), så han endte med at få et nervesammenbrud på scenen. Nu var vi uden trommeslager, og basunspilleren havde meldt sig syg. Til gengæld havde guitaristen pludselig fået et bedre jobtilbud og meddelte, at han desværre ikke kunne deltage alligevel – og sådan blev det ved.

Med over 200 shows hver aften på The Strip i Las Vegas druknede Thomas Ejes one man-show som Tom Dane i mængden. Trods store reklameposters, var pr-arbejdet ikke tilstrækkeligt.

Faktisk lykkedes det ikke at gennemføre én eneste samlet prøve, inden der var forestilling med publikum i salen. Publikum er måske så meget sagt. Da ingen naturligvis ville købe billetter til ”Thomas – Who??”, var vi nødt til at invitere nogen for i det mindste at få en reaktion eller to. Det er meget vanskeligt at invitere folk til noget som helst i Las Vegas, for når det ikke koster noget, bliver de mistænksomme, eller også er de bare af den overbevisning, at det ikke kan være noget særligt når det ligefrem er gratis. Så det endte med, at der sad nogle pensionistforeninger og en baptistkirke-velgørenhedsklub samt i ny og næ en prostitueret og en fingernem berigelseskriminel. Helt ærligt – forfatteren kan til stadighed sidde og små-klukke en grådkvalt latter, når han tænker tilbage på det kaos, som skulle have været en slags LAS VEGAS DEBUT! 

(...)

Jeg var klar over, at den eneste vej fremad var, hvis jeg på en eller anden måde kunne finde en decideret manager, som kunne og ville tage mig under sine vinger. Nu gik den vilde (stille) jagt – (måske skulle jeg også lige bestige Mount Everest bare for sjov, nu jeg var i gang…). Rigtige managere er lidt sværere at finde end alle de der andre typer, som jeg allerede havde løbet panden imod. Ed Mathews fra Suncoast havde hørt mit nødråb og foreslog, at jeg mødtes med en af hans bekendte fra de gode gamle dage. Jeg var selvfølgelig åben for hvad som helst så vi aftalte, at mr. Florio skulle komme forbi mit hus til en kop kaffe og en sludder. 

Et par dage efter ringede det på døren. Jeg åbnede og ind marcherede en solskoldet mand på størrelse med en cementblander, efterfulgt af sin assistent, en mildt sagt robust mand med mørke briller, som under hele besøget sad i hjørnet, tavs som graven. 

Thomas Eje - fra selvbiografien "Fri stil"

De havde medbragt et måltid italiensk tag-med-hjem-mad, stort nok til at brødføde en mellemstor siciliansk landsby i en uge. Mr. Florio tog jakken af og satte sig for at tale business. Det vil sige, det var ikke en mand, der tog jakken af – det var nærmere en kæmpe-zucchini, der skrællede sig selv. Han talte meget højlydt med en udpræget New Jersey-accent, mens han låste mit blik med et par isblå øjne af den slags, der giver frostsår selv ved kort tids eksponering. Jeg viste ham min demo-dvd, og han var vildt begejstret! Han kunne så let som ingenting skaffe mig ind på Caesars Palace, Bellagio, Golden Nugget – jeg kunne selv vælge.

På grund af manglende markedsføring af Thomas Ejes shows i Las Vegas, svigtede publikum. Heldigvis fik han indimellem besøg hjemmefra, blandt andre kiggede Keld og Hilda Heick forbi.

Forsigtigt foreslog jeg, at han skrev det hele ned på et stykke papir, som vi så begge kunne skrive under på, hvilket jo er den helt normale fremgangsmåde for den slags. Han blev meget ophidset: ”Heeey – hør nu her: Jeg er paesano, du er paesano. Hvad fanden er et stykke papir mellem venner?!! Vi skal lave stor business sammen. Der er for resten lige en lille detalje, paesano. Du betaler mig 50.000 dollars på forskud – bare så vi ved, hvor vi har hinanden”. Jeg sagde, jeg ville tænke over det og ringe tilbage til ham. Florio og snakke-chatollet marcherede ud af døren igen – ciao paesano. Det var som at træde direkte ind i en episode af ”The Sopranos”.

De er alle sammen dybt religiøse. Banken er deres kirke, og den almægtige dollar er den eneste gud, de i virkeligheden oprigtigt tilbeder.

Thomas Eje - fra selvbiografien "Fri stil"

Der gik ikke længe, før min telefon ringede og en stemme sagde: ”Heey paesano. Jeg holder udenfor dit hus, vi kommer lige ind et smut”. Dette undrede mig en smule, da jeg jo boede i et lukket kvarter med bevæbnede vagter, som kun måtte lukke gæster ind efter forudgående aftale. Min gode opdragelse og min fantasi afholdt mig fra at spørge, hvordan i HELVEDE de var kommet forbi portvagten. Ind skridtede Florio og Nordamerikas svar på Lotte Heise med halsbetændelse.”Jeg har det!!”, råbte han og lignede én, der havde fået rørpost fra paven. ”Jeg har skrevet hele dit show om. Nu skal du bare høre…” 

Det næste kvarter opførte Florio den nye geniale indledning til vores show midt på mit køkkengulv. Et passioneret italiensk ekstemporalspil om Thomas fra Danmark, som af en eller anden årsag bliver nægtet indrejse af immigrationsbetjentene i lufthavnen. Jeg skulle derefter – ved hjælp af snedige forklædninger og ved at imitere forskellige stemmer perfekt – narre tolderne og immigrationsmyndighederne til alligevel at lade mig slippe ind. ”Og nu, NU står jeg altså her på scenen, ladies and gentlemen, for at underholde JER”. Jeg fik både gnocchi’erne og mozzarellaen galt i halsen og fik endelig fremstammet: 

”Jooh…… jaah…… øh interessant… Jeg har taget noter, så må vi jo lige tales ved – ciao.” Kort efter ringede han igen og igen og fablede om at han havde krav på at blive honoreret for sin idé og tekst, som han i øvrigt ikke havde fortalt mig om og jeg absolut ikke havde bedt ham om. Til sidst reddede Niels Wenkens (Linie 3's nu afdøde manager, red.) mig ud af kniben ved at skrive et rigtigt manageragtigt brev med en masse manageragtige ting. Det endte med en masse skriverier mellem Florio og Niels og et par telefonopkald, som jeg ignorerede. Florio havde tilsyneladende opgivet at vride penge ud af den håbefulde Eje, og jeg hørte heldigvis ikke mere til ham. 

Det skulle dog blive endnu værre for Thomas Eje, der led stadig større økonomiske tab i kampen for at komme til at stå på en scene i Las Vegas. Læs mere i hans selvbiografi "Fri stil", der kan købes som e-bog. 

Se 'Jarl besøger Thomas Eje' lørdag d. 5. november kl. 20.55 på TV 2 Charlie - eller se snigpremieren lige nu på TV 2 Play