Kendte

Anders Bircow i tårer på direkte tv: Der ryger en klump i halsen

Anders Bircows to døtre drømmer om at gå i fars fodspor - og det rører den 64-årige skuespiller, at de nu har fundet deres vej til scenen.

Han er mest kendt som den ene tredjedel af komikergruppen Linie 3, som havde stor succes i 90'erne. Og noget tyder på, at skuespiller og komiker Anders Bircow i fremtiden trygt kan overlade scenen til sine to døtre.

I hvert fald er han lige for tiden selv henvist til tilskuerpladserne, når 8-årige Julia og 14-årige Sophia Bircow spiller med i musicalen 'Nilens Stjerne' i Glassalen i Tivoli.

- Det er jo. Arg. Nu er den der igen. Folk tror, jeg har taget vanddrivende. Men det er, når det er ens egne børn, så ryger der en klump i halsen, fortæller en meget rørt Anders Bircow i torsdagens 'Go' aften Danmark'.

Forsøger ikke at blande sig

Under interviewet måtte den 64-årige skuespiller flere gange tørre tårer væk fra øjnene. Og da han blev spurgt, hvor stolt han er af sine døtre på en skala fra 1 til 100, var der ingen tvivl:

- 110. Det er et højdepunkt. Når nogen står på en scene og fortæller en historie, så er vi ude i et helt andet univers. Man viser talent, og det er jo vidunderligt, siger Anders Bircow.

Anders Bircow er bedst kendt fra Linje 3. Her ses han i midten sammen med Preben Kristensen (tv) og Thomas Eje (th).

Selv om han har meget erfaring i at stå på scenen, forsøger han også at holde sig i baggrunden. Og det klarer han godt, mener 14-årige Sophia Bircow.

- Han blander sig ikke så meget, som han kunne have gjort. Han har været dygtig til at være påpasselig, hvilket jeg synes, er stærkt af ham. Selvfølgelig har han hjulpet mig, hvis jeg har været utryg ved en enkel ting, siger Sophia Bircow.

- Jeg ved, hvor irriterende det er, når nogen blander sig utidigt. Så min største opgave er for det meste at holde kæft, fortæller Anders Bircow med et smil.

Far som læremester

Med sine mange år i branchen har han dog gjort sig en del erfaringer, som han i dag kan give videre til sine to døtre. 

14-årige Sophia og 8-årige Julie Bircow med deres far Anders Bircow.

- Når man har så vigtige opgaver, så kommer det ofte ind i billedet, hvad andre tænker om en. Så skal man lære at holde fokus på opgaven, og at de andres mening er ubetydelig, siger Anders Bircow.

Begge døtre nikker også genkendende til, at de bruger deres far som læremester indimellem.

- Ja, han har lært mig, hvad man skal gøre, så det bliver bedre, siger 8-årige Sophia Bircow