Vild med dans

Marianne Eihilt gør comeback i 'Vild med dans'

Den dobbelte 'Vild med dans'-vinder Marianne Eihilt vender tilbage til dansegulvet, når programmet i næste uge knækker cancer.

Traditionen tro står hele næste uge i 'Knæk Cancer'-tegn på TV 2, og det gælder naturligvis også i 'Vild med dans'.

Ligesom sidste år indtager tre helt almindelige danskere, der alle har kræft helt inde på livet, dansegulvet, når 'Vild med dans' knækker cancer og indsamler penge til Kræftens Bekæmpelse.

Til at oplære de tre danskere i den dans, de hver især skal danse, har de tidligere 'Vild med dans'-deltagere Claudia Rex og René Christensen endnu engang takket ja til at hjælpe i den gode sags tjeneste. Og så vender en af de helt store 'Vild med dans'-veteraner også tilbage på danseguvlet for en enkelt aften - nemlig Marianne Eihilt.

Den i dag 42-årige tidligere professionelle danser sagde straks ja, da hun fik tilbuddet om at danse denne særlige aften.

- Det betyder enormt meget for mig at bakke op om at knække cancer. Jeg sad og så en række af programmerne sidste år, hvor jeg lige var blevet mor, og jeg blev enormt påvirket af de mange historier, folk fortalte. De ramte direkte i hjertet. Det her med at få et barn og stifte familie gør noget ved en, siger Marianne Eihilt til TV 2.

Se Marianne Eihilt i en freestyle med Joachim B. Olsen fra finalen i 2008 i videoen øverst og se hende danse freestyle med Robert Hansen i finalen i 2007 i videoen her.

Vil give sin partner en god oplevelse

Derfor besluttede Marianne Eihilt allerede sidste år, at hun ville gøre en indsats for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Det har hun gjort ved at udbyde særlige 'Knæk Cancer'-dansetimer på sin danseskole Let's Dance i Aarhus. Sammen med skolens øvrige instruktører har Marianne Eihilt undervist gratis, og det beløb, som deltagerne så har betalt for undervisningen, er røget direkte i en pulje til 'Knæk Cancer'. Foreløbig er det blevet til knap 25.000 kroner.

Det er da også den gode sag og ikke så meget selve 'Vild med dans', der har fået Marianne Eihilt til at sige ja til at oplære en kræftramt dansker i dans.

- Det allervigtigste for mig er at give ham så god en oplevelse som overhovedet muligt og samtidig være med til at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. Jeg tænker faktisk ikke rigtig på, at jeg nu skal danse i 'Vild med dans' igen, siger Marianne Eihilt, der vandt hele programmet i 2007 og 2008 med henholdsvis Robert Hansen og Joachim B. Olsen.

Marianne Eihilt skal danse vals med 58-årige John Erik Hansen.

Rex: Giver så meget mening

Udover Marianne Eihilt bliver det som nævnt René Christensen og Claudia Rex, der trækker i danseskoene for en aften. Begge var også med sidste år, hvor Claudia Rex endte med at indsamle flest penge sammen med sin partner Torben Skinbjerg. Hun ser frem til igen at støtte den gode sag.

- Det er en sag, det giver så meget mening at støtte op om på så mange forskellige måder. Jeg glæder mig til, at jeg kan være med til at give min dansepartner en god oplevelse efter et hårdt sygdomsforløb, og at jeg samtidlig kan bidrage til at samle en masse penge ind til sagen, så vi forhåbentlig snart kan få knækket den forbandede sygdom, siger Claudia Rex til TV 2.

Claudia Rex skal danse rumba sammen med 27-årige Magnus Bahl Nielsen.

Også Réne Christensen glæder sig til at medvirke i den særlige 'Vild med dans'-udsendelse i næste uge.

- Det er en virkelig god sag at støtte, og den vil jeg for alt i verden gerne støtte igen i år. Det var en fantastisk oplevelse på hele følelsesregistret at være med sidste år, siger han.

René Christensen skal danse cha-cha-cha med 26-årige Bjørg Malling Mortensen.

Live-musik i studiet

De tre danskere, som Marianne Eihilt, Claudia Rex og René Christensen skal danse med, er 58-årige John Erik Hansen, der har bugspytkirtelkræft, 27-årige Magnus Bahl Nielsen, der har haft testikelkræft, og 26-årige Bjørg Malling Mortensen, der har haft tarmkræft.

De tre par skal danse til liveoptrædener af NOAH, Stine Bramsen og til et nyskrevet stykke instrumentalmusik af Jacob Gurevitsch fra The Antonelli Orchestra.

Du kan læse meget mere om de tre kræftramte danskere her på tv2.dk i næste uge.

Sidste år var det Torben Skinbjerg og Claudia Rex, der vandt den særlige Knæk Cancer-dans. Se deres cha-cha-cha i videoen her.