Vild med dans

- Nu må jeg bare tage mig sammen. Jeg er ikke klar til at miste ham lige nu

Tårerne sad på spring i øjenkrogen hos skuespilleren Laura Bach, da hun fredag aften klarede sig videre i 'Vild med dans' efter en omdans.

Taknemmelighed, taknemmelighed, taknemmelighed.

Det var ordet, som Laura Bach blev ved med at gentage, da TV 2 mødte hende og partneren Michael Olesen efter 'Vild med dans' fredag aften.

På trods af 23 flotte point fra dommerne for deres slowfox røg parret i omdans - en omdans som seerne dog reddede dem videre fra på bekostning af sangerinden Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen.

- Det er simpelthen ubeskriveligt. Ens hjerte ryger jo ned i maven, og samtidig ved jeg godt, der er så mange dejlige, dygtige mennesker med i det her, så naturligvis bliver det også vores tur (til at ryge i omdans) på et tidspunkt. Nu må jeg bare tage mig sammen. Jeg er ikke klar til at miste ham her lige nu, sagde Laura Bach og holdt om Michael Olesen.

Se hele interviewet med Laura Bach og Michael Olesen i videoen øverst og se deres slowfox i videoen her:

Se Laura Bach og Michael Olesen i en slowfox

Hjertet er flyttet ind i 'Vild med dans'

At 'Vild med dans' vitterligt betyder noget for den 37-årige skuespiller var tydeligt at se, da hun faldt til gulvet med hænderne foran ansigtet, idet hun og Michael Olesen fredag aften blev udråbt til at gå videre.

Laura Bach røg helt ned på knæ af taknemmelighed, da hun og Michael Olesen fredag aften klarede sig videre fra omdansen i 'Vild med dans'.

- Jeg bliver meget rørt lige nu, fordi der er nogen, der stemmer os videre. Det betyder noget. Det betyder rigtig meget, fordi jeg er meget forelsket i det her, og mit hjerte bor her nu, lød det fra Laura Bach, mens hendes stemme knækkede.

Laura Bach og Michael Olesen har hidtil ligget i top tre hos dommerne hver eneste uge, men fredag aften gled de ned på en fjerdeplads. Derfor vil parret nu træne ekstra hårdt i træningslokalet den kommende uge, garanterer Michael Olesen.

- Laura er en fantastisk elev, der lytter og kæmper og fighter til det sidste, og som vil give alt. Det er også grunden til, at hun har leveret så flot dans, som hun har. Hun bliver ved med at kæmpe og giver aldrig op. Lige meget, hvor meget modgang hun oplever, er der ikke noget, der skal få hende ned med nakken, sagde Michael Olesen efter programmet.

Syv par er nu tilbage i årets dansekonkurrence. Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 - og når det passer dig på TV 2 PLAY.

Se Laura Bach og Michael Olesens reaktion umiddelbart efter dansen og dommernes karakterer i videoen her:

Michael til Laura: Det var den sværeste dans for dig