Vild med dans

- Hun er en af de bedste dansere i 'Vild med dans' nogensinde

Den tidligere 'Vild med dans'-vinder Steen Lund bøjer sig i støvet for bokseren Sarah Mahfoud og mener, hun kan skrive sig ind i historiebøgerne.

- Hvem er hun? Hende kender jeg ikke.

tv2.dks dansepanel 2016

Hver uge under 'Vild med dans' kan du her på vmd.tv2.dk læse en vurdering af fredagens præstationer fra en i vores ekspertpanel. Panelet består i år af:

  • Vickie Jo Ringgaard. Har deltaget i 'Vild med dans' fem gange og vundet med David Owe (2005) og Casper Elgaard (2009).
  • Steen Lund. Har deltaget i 'Vild med dans' fire gange og vundet med Christina Roslyng (2006).
  • Claudia Rex. Har deltaget i 'Vild med dans' seks gange og vundet med Joakim Ingversen (2012).

Sådan lød flere af kommentarerne på de sociale medier, da bokseren Sarah Mahfoud i sommer blev offentliggjort som en af deltagerne til 13. sæson af 'Vild med dans'.

Men her tre måneder senere er der vist ingen med bare den mindste interesse for underholdnings-tv, der er i tvivl om, hvem Sarah Mahfoud er.

Uge efter uge har hun imponeret på dansegulvet, og nu, hvor vi er halvvejs gennem sæsonen, er den tidligere professionelle danser og 'Vild med dans'-vinder Steen Lund klar med lidt af en kærlighedserklæring til den 27-årige bokser.

- Hold nu op, mand! Det, hun leverede i slowfoxen fredag aften, var virkelig, virkelig godt og på et meget højt niveau både hvad angår teknik og udstråling. Sarah er en af de bedste nydansere, der nogensinde har været i 'Vild med dans', og holder hun det niveau, hun har vist hidtil, ender hun som en af de fem bedste i 'Vild med dans'' historie. Hun har det der ekstra, der gør, at hun får dansen helt ind under huden og føler de karakteristika, der er i dansen, siger en imponeret Steen Lund til TV 2 og tilføjer:

- For Morten (Kjeldgaard) handler det nu bare om at holde fast, trykke yderligere på og skabe noget selvstændigt og unikt med Sarah. Hun har helt sikkert talentet til det.

Se Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaards slowfox, som de scorede 30 point for, i videoen øverst og se deres reaktion efter dansen her:

Morten til Sarah: Jeg er i chok over, hvor god du er

Julie har monstermeget styr på dans

Det er ikke kun Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard, der får ros af Steen Lund, som i 2006 vandt den tredje sæson af 'Vild med dans' sammen med Christina Roslyng.

Der findes dansere, der har danset hele deres liv, som ikke vil kunne gøre det, Julie gjorde.

Steen Lund, tidligere 'Vild med dans'-vinder

Faktisk roser han alle de otte par, der var på gulvet fredag aften, for at have udviklet sig enormt. Alligevel var der dog nogen, der stak ud. Det gælder blandt andre sangerinden Julie Berthelsen, som danser med Marc Mariboe Christensen.

Dommernes point i program 6

  • Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard (slowfox) - 30 point
  • Mille Dinesen og Mads Vad (quickstep) - 24 point
  • Julie Berthelsen og Marc Mariboe Christensen (quickstep) - 24 point
  • Laura Bach og Michael Olesen (slowfox) - 23 point (i omdans)
  • Mathias Käki og Mille Funk (quickstep) - 21 point
  • Thomas Buttenschøn og Mie Martha Moltke (slowfox) - 21 point
  • Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen (slowfox) - 17 point (tabte omdansen og røg ud)
  • Lene Beier og Frederik Nonnemann (quickstep) - 15 point

Den 37-årige sangerinde var så uheldig, at hun måtte indlede sin quickstep med at sidde fast i sin kjole. Men det håndterede hun fuldstændig "outstanding", mener Steen Lund.

- Det, der imponerede mig allermest ved Julie, var, at hun selv løste problemet. Marc behøvede slet ikke at tage fat i hende og placere hende korrekt, hun tog selv teten og stillede sig straks klar til at danse videre. Det viser bare, at hun har monstermeget styr på det her. Der findes dansere, der har danset hele deres liv, som ikke vil kunne gøre det, Julie gjorde i går, så hatten af for hende, siger Steen Lund og fortsætter:

- At hun så oven i købet kommer videre og leverer på det niveau, hun gør, hvor holdningen, trinene og smilet sidder lige i skabet, det er eddermame imponerende.

Se Julie Berthelsen og Marc Mariboe Christensen i en quickstep

Undrer sig over dommerkommentarer

Julie Berthelsen og Marc Mariboe Christensen satte da også ny, personlig rekord med 24 point fra dommerne, hvilket rakte til en delt andenplads hos dommerne. Den placering delte de med Mille Dinesen og Mads Vad, mens Laura Bach og Michael Olesen fulgte lige efter med 23 point.

Netop pointforskellen mellem de to skuespillerinder - og særligt de kommentarer, dommerne kom med - er Steen Lund dog noget uforstående overfor.

Se Mille Dinesen og Mads Vad i en quickstep

- Mads havde lavet en fantastisk spændende koreografi, det var superunderholdende at se på ham og Mille, og de havde en god energi. Men jeg må indrømme, at når man kritiserer Laura for at snige sig ind foran sin partner i meget kort tid, så kan jeg ikke forstå, man kan se igennem fingre med, at Mille danser hele sin quickstep foran Mads, siger Steen Lund og fortsætter:

- I mine øjne var Laura væsentligt bedre end Mille. Der var ikke nok toning og alt for meget roderi i Milles overkrop, mens Laura var vildt, vildt god rent dansemæssigt. Michael skal bare turde øge sværhedsgraden, så vi kommer til at se endnu mere af Laura, siger Steen Lund.

Se Laura Bach og Michael Olesen i en slowfox

Værdigt farvel til Siggaard

Mere vil Steen Lund også gerne se af Mathias Käki.

Selvom Steen Lund er betaget af den 22-årige skuespillers charme, Mille Funks koreografi og begges forståelse for at formidle en historie, savner han alligevel noget helt specifikt hos Mathias Käki.

- Der er meget smil, og det hele er meget sødt og rart. Men der er ikke nok sex, ikke nok flirt. Det skal de blive bedre til at finde frem. Men deres quickstep var på et helt andet niveau, end det vi tidligere har set. Det var dejligt at se en ild i Mathias' øjne, der viser, at han sgu vil det her. Men han skal mande sig op, hvis han skal komme helt op på kvindernes niveau, siger Steen Lund.

Se Skuespiller Mathias Käki og Mille Funk i en quickstep

Fredag aften blev det tid for den første kvindelige nydanser i årets felt til at forlade 'Vild med dans'.

Den uheldige kvinde blev alderspræsidenten Kirsten Siggaard, og netop hendes alder, 62 år, blev måske den afgørende faktor for hendes exit, mener Steen Lund.

- Allerede efter hendes første dans var jeg svært begejstret for Kirsten. Hun er en kæmpe fighter og har været et lyspunkt i programmet. Hun har virkelig villet det og gjort alt, hvad hun kunne – og hun har klaret det rigtig godt. Men hun har været oppe imod yngre kræfter, som har haft lidt nemmere ved det hele. Også stor ros til Thomas, der endnu engang har vist, hvor dygtig han er til det her 'Vild med dans', siger Steen Lund.

Syv par er nu tilbage i konkurrencen om årets 'Vild med dans'-trofæ. Se, hvordan parrene klarer sig i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 – eller når det passer dig på TV 2 PLAY.

Se Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen i en slowfox