Vild med dans

Stor dramatik i 'Vild med dans': Deltager ramt af stærke smerter lige inden showet

Lene Beier og Frederik Nonnemann går heldigvis på gulvet i aftenens udgave af 'Vild med dans'. TV 2

Tv-værten Lene Beier deltog ikke i fredagens generalprøve på 'Vild med dans', da en fibersprængning sendte hende til tælling.

Det har været en højdramatisk eftermiddag for 'Vild med dans'-parret Lene Beier og Frederik Nonnemann.

Helt frem til blot et par timer før programstart klokken 20 var det nemlig usikkert, om parret overhovedet ville kunne gå på gulvet i aften. 

Efter nogle ellers fremragende prøver i de tidlige eftermiddagstimer kunne den 39-årige tv-vært pludselig mærke stærke smerter i venstre siden af kroppen.

- Det var som om, jeg havde fået et spark i min venstre side, og jeg havde svært ved at få vejret. Jeg troede først, det var et trykket ribben, men kunne så mærke, at jeg havde svært ved at bruge mine arme, og at jeg ikke kunne rejse mig op, da jeg havde siddet lidt ned, fortæller Lene Beier til TV 2 og fortsætter:

- Massøren på 'Vild med dans' konstaterede så, at jeg havde fået en muskulær fibersprængning bag ribbenene i min venstre side. Vi fik en læge ud for at se på det, men han kunne ikke give mig en blokade, fordi fibersprængningen sad så langt inde. Så jeg fik morfin i stedet for at tage nogle af smerterne.

Danser til 'MMMBop'

For at gøre ondt værre fik Lene Beier en allergisk reaktion på morfinen, så hun fik både kvalme og udslæt.

Men smerterne til trods så går den gæve tv-vært og partneren Frederik Nonnemann altså alligevel på gulvet i 'Vild med dans' fredag aften, hvor de skal danse en quickstep til Hanson-hittet 'MMMBop'. 

- Jeg giver ikke op. Vi har trænet så hårdt på den her dans. Hvis det så kikser helt, og vi bliver sendt ud på den konto, er der ikke noget at gøre ved det. Men så har vi gjort det, vi kunne, siger Lene Beier og tilføjer:

- Min mor er kommet helt fra Jylland sammen med sin bedste veninde for at se os danse, så jeg skal fandeme ud på det gulv.

Se Lene Beier og Frederik Nonnemann og de syv resterende par i 'Vild med dans' klokken 20 på TV 2. 

Se eller gense Lene Beier og Frederik Nonnemanns rumba fra i sidste uge i videoen her: