Vild med dans

Kirsten Siggaard efter omdans: Dommerne skulle prøve med nogle andre karakterer

Kirsten Siggaard fik igen-igen samme antal dommerpoint, og hun måtte også en tur i omdans. Men hun kan glæde sig over at have slået ny rekord.

For to uger siden dansede hun en vals, som dommerne belønnede med 12 point.

I sidste uge svingede hun så hofterne i en salsa. Også den dans scorede hun 12 point for hos dommerne.

Og minsandten om ikke sangerinden Kirsten Siggaard sammen med partneren Thomas Evers Poulsen lavede et hattrick fredag aften i 'Vild med dans'; for tredje uge i træk landede parret nemlig på 12 point hos dommerne. I denne uge for deres quickstep.

Med de fire gange tre point endte Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen næstsidst hos dommerne, og parret måtte efterfølgende også en tur i omdans. En omdans, som seerne dog sendte dem videre fra - på bekostning af Søren Fauli og Karina Frimodt.

Efter programmet så Kirsten Siggaard som vanligt positivt på sin optræden og sagde med et smil om de nu i alt 12 3-taller, hun har modtaget fra dommerne:

- De burde da kunne finde nogle andre karakterer at hive op. Nu har jeg jo været i en bank, så jeg ved, der er flere tal at vælge imellem. Det kunne være skønt med lidt højere karakterer.

Se hele interviewet med Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen i videoen øverst og se parrets quickstep i videoen her.

Se Kirsten Siggard og Thomas Evers Poulsen i en quickstep

Sætter ny 'Vild med dans'-rekord

På trods af at Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen lader til at være stagneret på de 12 point fra dommerne, så mener den dobbelte 'Vild med dans'-vinder dog, at hans 62-årige partner har gennemgået en stor udvikling i den tid, de har danset sammen,

- Der er sket rigtig, rigtig meget. Specielt med hendes mobilitet. Der var mange ting, hun slet ikke kunne i begyndelsen, eksempelvis en helt simpel ting som at lukke skoen. Men i går stod hun og løftede benet højt op, sagde Thomas Evers Poulsen.

Kirsten Siggaard kan ikke alene glæde sig over at have klaret sig videre fra omdansen til endnu en uge på dansegulvet. Hun kan samtidig også glæde sig over, at hun er den ældste deltager nogensinde i 'Vild med dans' til at være kommet så langt i konkurrencen.

De eneste tre deltagere, der var ældre end Kirsten Siggaard, da de betrådte dansegulvet for første gang, er Sven-Ole Thorsen, Kurt Thyboe og Erik Brandt. Men de måtte alle danse af efter blot to danse.

Dermed er Kirsten Siggard med sine 62 år den ældste nogensinde til at have gennemført tre danse i 'Vild med dans'.

Se, hvordan det kommer til at gå med parrets fjerde dans, i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2.

Se Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsens reaktion umiddelbart efter dansen i videoen her.

Kirsten Siggaard ville gerne have haft en bedre bedømmelse og håber, at parret går videre.