Vild med dans

Lauras vilde forvandling: Så store muskler har hun fået under 'Vild med dans'

Skuespilleren Laura Bach kan tydeligt se effekten af al dansetræningen på sin krop - og hun kan også mærke den på sit humør.

Hun har kun danset i halvanden måneds tid, men allerede nu ses nogle af resultaterne af Laura Bachs deltagelse i 'Vild med dans' helt tydeligt.

Hun har nemlig fået meget fremtrædende og markerede biceps, ligesom også hendes mave er blevet gevaldigt strammet op. Det skyldes ene og alene træningen sammen med dansepartneren Michael Olesen.

- Jeg var lidt af en slatten panda, og der var ingen muskler, da jeg mødte Michael. Men fordi jeg har gjort, som Michael har bedt mig om, har jeg simpelthen fået muskler steder, jeg ikke vidste, jeg havde nogle. Det er enormt fedt, siger Laura Bach til TV 2 og fortsætter:

- Der er mange ting, man skal i dansen, man ikke kan gøre uden at have trænet sine muskler. Fordi jeg nu har fået opbygget en muskelmasse og noget stabilitet omkring nogle muskler, kan jeg eksempelvis komme længere ud at ligge, bevare den rigtige holdning og strække benene mere. Det giver virkelig et et kick at kunne mærke, at min krop kan mere og mere.

Der sker en forløsning i kroppen, når man danser, og jeg kan mærke, at jeg simpelthen er blevet mere glad.

Laura Bach
Laura Bach fremviser sine markerede overarme i sminkestolen.

Helt problemfrit har den intensive dansetræning dog ikke været for Laura Bach.

Få timer før 'Vild med dans' i sidste uge blev den 37-årige skuespiller nemlig kørt på hospitalet på grund af smerter i sin ene hofte. Her fik hun en blokade, der sikrede hende mod de værste smerter, og så gik hun og Michael Olesen ellers på gulvet om aftenen og scorede 17 point for deres salsa - aftenens næsthøjeste karakter fra dommerne.

Smerterne er endnu ikke helt forsvundet, men Laura Bach ved nu, hvordan hun skal behandle dem og forventer ikke, at de kommer til at påvirke hendes deltagelse i 'Vild med dans'.

Se Laura Bach og Michael Olesens salsa i videoen øverst og se deres reaktion umiddelbart efter dansen i videoen her.

Verden bliver større

Fokus for Laura Bach er først og fremmest på fredagens quickstep og på alt det positive, som hun får ud af at danse så meget sammen med Michael Olesen.

Det er nemlig ikke kun fysisk, at hun mærker en forandring. Også rent menneskeligt bliver hun "åbnet op" via dansen.

- Der sker en forløsning i kroppen, når man danser, og jeg kan mærke, at jeg simpelthen er blevet mere glad. Og det er en gave. Det er jo noget af det, vi alle hele tiden søger - lykken. Vi søger efter at føle os lykkelige og være glade, og det er vi også i momenter. Men med dansen får disse momenter lov til at vare længere, siger Laura Bach.

Hun forklarer videre, at hun også bliver bedre og bedre til at give slip på kontrollen - og lærer, at det faktisk slet ikke er så farligt at give slip. Når først, man lærer at give slip, bliver man samtidig åben over for omverdenen og andre mennesker, oplever hun.

- Og det er dér, livet bliver rigtig magisk og glædesfyldt siger Laura Bach.

Se Laura Bach og Michael Olesen danse quickstep i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 og se tidligere afsnit på TV 2 PLAY.