Vild med dans

Efter alle rygterne: Ender det med et kys i aften?

Skuespilleren Mathias Käki og hans dansepartner Mille Funk er kommet rigtig tæt på hinanden under 'Vild med dans'. Fredag aften ender måske i et kys.

- I er et svært smukt par, og I passer forfærdeligt godt sammen.

- Når man ser på jer, er det ren mælk og honning. Det er så lækkert.

Jo, 'Vild med dans'-dommerne Nikolaj Hübbe og Britt Bendixen havde luret den allerede i premiereprogrammet; at skuespilleren Mathias Käki og partneren Mille Funk har en helt speciel kemi.

Se Mathias Käki og Mille Funks første dans, en vals, i videoen øverst og se deres jive i videoen her.

{"metadata":{"couple":"Mathias%20K%26auml%3Bki%20%26%20Mille%20Funk","program":"3","dance_style":"Jive","published":1474658780638}}

Siden har flere medier og 'Vild med dans'.-fans da også spekuleret i, om der mon er mere end dans og venskab mellem de to unge dansere, efter de gang på gang deler videoer og billeder på Facebook, hvor de er meget tætte på hinanden.

Fredag aften kan de mange spekulationer så få ny næring. For parret har nemlig valgt at bruge al snakken aktivt i deres tangokoreografi, som - måske - slutter med et kys.

- Jeg kom til at nævne noget med, at man måske kunne lave et lille tangokys, og det var Mathias straks meget opsat på, siger Mille Funk, mens Mathias Käki fortsætter:

- Et tangokys går ud på, at man nærmer sig hinanden og så fjerner hovedet lige til sidst. Jeg havde håbet, at jeg kunne få Mille med på, at vi rent faktisk skulle kysse til sidst, men jeg har ikke fået min vilje. I aften er det hele dog live-tv, og så ved man ikke, hvad der kan ske, siger han med et smil.

Forstående kæreste

Uanset om tangoen fredag aften ender med et kys eller ej, så vil det dog kun være platonisk. Mens Mathias Käki godt nok er single, har Mille Funk nemlig allerede en kæreste, Steffen, som hun har været sammen med i otte år. Og han har det helt fint med, at Mille Funk er så tæt på Mathias Käki.

- Steffen er en meget forstående mand, og han ved godt, at 'Vild med dans' er et program fyldt med følelser. Han forstår godt, at man knytter sig meget til sin partner, når man er sammen hele tiden. Så der ingen sure miner hjemmefra overhovedet, siger Mille Funk.

Mathias Käki vedkender dog, at det er et helt særligt venskab, der opstår, når man deltager i 'Vild med dans' og tilbringer adskillige timer ugentligt med at være helt fysisk tæt på hinanden, svede sammen og generelt fylde en stor del af hinandens hverdag.

Jeg har aldrig nogensinde fået så mange invitationer til en kop kaffe eller et glas vin.

Mathias Käki

- Sådan et slags forhold, vi har, oplever man ikke andre steder. Jeg har kun kendt Mille i knap to måneder, men alligevel ved jeg virkelig meget om hende, og jeg føler næsten, at jeg kender hende bedre end nogen, jeg har kendt i flere år, siger Mathias Käki.

Kvinderne står i kø

Skal man tro Mathias Käkis inbox på Facebook, så er Mille Funk en heldig kvinde. Der er nemlig rigtig mange kvinder, der gerne vil tæt på den 22-årige 'Norskov'-skuespiller, og som lystigt skriver til ham på det sociale medie.

- Nu er jeg jo jyde, så jeg kan egentlig ikke lide at sige det... Men jo, der er mange, der skriver. Jeg har aldrig nogensinde fået så mange invitationer til en kop kaffe eller et glas vin. Jeg prøver at svare dem alle, men jeg har altså ikke takket ja til at mødes med nogle af dem endnu, siger Mathias Käki med et grin.

Se Mathias Käki og Mille Funk danse tango i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 og se de tidligere udsendelser på TV 2 PLAY.