Vild med dans

Mads Vad indrømmer: Jeg er ret tarvelig over for Mille

Mille Dinesen kæmper med at få sin feminine side frem i dansen, og når det lykkes - ja, så knækker Mads Vad sammen af grin.

Dansetrinene har hun meget godt styr på, har hun bevist nu tre fredage i træk.

Det er i stedet noget helt andet, skuespilleren Mille Dinesen har størst problemer med, når hun sammen med partneren Mads Vad knokler på i træningslokalet op til 'Vild med dans' hver fredag.

Hun kæmper nemlig fortsat med at få skruet ned for sit sjove og "prut med armhulen"-jeg og op for den mere passionerede og feminine del af sig selv.

- Det går stille og roligt fremad, men jeg har stadig et problem, så snart jeg skal være flirtende eller sexet. Det er virkelig noget, vi arbejder med, og det er ikke noget, der ligger naturligt til mig. Jeg har altid været den, der har stået og bøvset med drengene frem for at sidde sammen med pigerne. Så det spil, jeg skal have gang i med Mads i vores danse, er dybt intimiderende, siger Mille Dinesen til TV 2.

Se Mille Dinesen og Mads Vad danse tango i videoen øverst og se dem i en cha-cha-cha i videoen her.

- Yes, dér var den

Det er dog kun i dansen, Mille Dinesen har svært ved at komme helt tæt på Mads Vad.

For ellers er der en rigtig god kemi mellem de to. Humøret er altid højt under deres træninger - selv når Mille Dinesen prøver at koncentrere sig om netop ikke at være sjov.

- Når Mille sådan virkelig prøver at lægge sine følelser i dansen, så kommer jeg altså nogle gange til at grine. Det er ret tarveligt, men jeg kan ikke lade være. Forleden havde vi en situation, hvor vi så hinanden dybt i øjnene, og Mille pludselig havde det der "nu er jeg blevet rigtig danser"-blik i øjnene, og det var wauw! Jeg brød helt sammen af grin, men på den gode måde, for jeg tænkte "yes, dér var den", siger Mads Vad.

Fredag aften skal Mille Dinesen og Mads Vad på gulvet i en jive. Se, hvordan det går, i 'Vild med dans' klokken 20 på TV 2.

Kom med Mille Dinesen og Mads Vad en tur i træningslokalet i videoen her.