"Fru Fræk" og alle de andre: Se de største forvandlinger i 'Vild med dans'

'Vild med dans' er langt mere end en dansekonkurrence. For mange af deltagerne har deres deltagelse også betydet en udvikling på det personlige plan.

Kilo, der er raslet af. Introverte, der er blomstret op og kommet ud af deres skal. Og nogen, der slet og ret har taget fusen på alt og alle med deres evner på dansegulvet.

'Vild med dans' har gennem de seneste 11 år budt på adskillige solstrålehistorier blandt de mere end 130 kendte danskere, der har valgt at stille op i danseprogrammet.

Nogen har brugt programmet til at skyde deres karriere i gang, andre til at vise danskerne helt nye sider af sig selv.

Anne-Mette Rasmussen tilbage i 'Vild med dans'

Blandt sidstnævnte finder vi den tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen. Fredag aften kan du møde Anne-Mette Rasmussen, når hun fortæller om, hvad 'Vild med dans' har betydet for hende.

Det sker i det helt nye backstage-program 'Vild med dans BACKSTAGE', som sendes live på tv2.dk i pausen inden afgørelsen. Se med fredag her på tv2.dk fra cirka klokken 21.50.

Herunder har vi samlet en liste med de vildeste 'Vild med dans'-forvandlinger.

Hvem gennemgik den største forvandling, synes du? Stem i boksen under listen.

De vildeste forvandlinger i 'Vild med dans'

Anne-Mette Rasmussen (2008)

Foto: Scanpix
Det var nok de færreste, der havde forestillet sig, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens hustru, Anne-Mette Rasmussen, kunne finde på at stille op i en tv-konkurrence som 'Vild med dans' – og endvidere nå helt til kvartfinalen.
Men i 2008 var det lige præcis, hvad Anne-Mette Rasmussen gjorde.
Kvinden, der i offentligheden var kendt som den stille pædagog, der altid stod bag sin mand, tog nu selv skridtet ind i spotlightet – og det blev en stor succes. For det var ikke kun Anders Fogh Rasmussen, der endda besøgte 'Vild med dans'-studiet for at heppe på sin hustru, der holdt med Anne-Mette Rasmussen; størstedelen af seerne ude i stuerne endte med at være på hendes side gennem hele sæsonen.
I 'Vild med dans' viste Anne-Mette Rasmussen sider af sig selv, som offentligheden aldrig tidligere havde set af landets statsministerfrue, og med kombinationen af udfordrende kjoler og flotte trin blev hun da også døbt "Fru Fræk" i pressen.
Deltagelsen i 'Vild med dans' blev startskuddet på en helt ny tilværelse for Anne-Mette Rasmussen, både mentalt, fysisk og professionelt. Om sin "forvandling" sagde hun i 2010 til BT.
- Det har været fantastisk. Jeg er i dag en friere Anne-Mette, der tør gøre det, jeg har lyst til. Jeg har fået en helt anden tro på mig selv.
Se Anne-Mette Rasmussen og Thomas Evers Poulsen i en rumba i videoen øverst på siden.

Astrid Krag (2014)

Foto: Scanpix
Da politikeren Astrid Krag meddelte, at hun skulle være med i 'Vild med dans', var hun ikke alene kendt som tidligere sundhedsminister for SF – hun stod tydeligt i de fleste danskeres erindring som værende hende, der forlod sit gamle parti til fordel for Socialdemokraterne lige efter, SF trådte ud af regeringen i januar 2014.
Ikke umiddelbart det bedste udgangspunkt for at klare sig godt i en dansekonkurrence, hvor folkelig appel bestemt ikke er uvæsentlig. 
Astrid Krag og partneren Thomas Evers Poulsen røg da også i den allerførste omdans, og politikerens dansekarriere så ud til at blive en kort fornøjelse.
Men parret klarede sig videre, og som ugerne gik, var det ikke kun kiloene, der raslede af, og fødderne der blev sat mere og mere korrekt på gulvet – Astrid Krag selv blomstrede op og viste en helt ny side af sig selv.
Hun overraskede ikke bare seere, dommere og partneren Thomas Evers Poulsen. Hendes udvikling kom også bag på hende selv, og det var ikke kun vægttabet på mere end ti kilo, hun tog med sig, da hun forlod 'Vild med dans' i semifinalen.
- I virkeligheden er det ikke så meget kiloene, der gør forskellen for mig. Det er det her med at have fået et forhold til min krop. Nu har jeg jo et arbejde, hvor det foregår oppe i hovedet. Som menneske er det enormt sundt at blive bevidst om, at man slæber rundt på en krop, og at den skal have det godt, hvis man skal have et langt liv, sagde Astrid Krag til TV 2.

Joachim B. Olsen (2008)

Foto: Scanpix
Længe før han overhovedet blev valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance, var Joachim B. Olsen kendt som en af de dygtigste atleter herhjemme. Med adskillige medaljer ved EM, VM og OL i kuglestød havde han markeret sig som et af de helt tunge navne i dansk idræt.
Han var derfor et oplagt navn at få med i 'Vild med dans', men da han i 2008 sagde ja tak, var det nu alligevel de færreste, der forventede store præstationer fra kuglestødsbamsen på dansesgulvet. 
Joachim B. Olsen fik den tidligere vinder Marianne Eihilt som partner, og sammen imponerede de alt og alle allerede i deres første dans, valsen. Faktisk er parrets vals en af de danse, der stadig den dag i dag står tydeligst i dommer Anne Laxholms erindring, har hun tidligere fortalt i 'Go' morgen Danmark'.
Uge efter uge scorede Joachim B. Olsen og Marianne Eihilt høje point fra dommerne, og triumfen blev fuldendt, da de ikke alene vandt finalen – de scorede også maksimumkarakteren 120 for deres tre finaledanse som det første par nogensinde i 'Vild med dans'.

Mie Skov (2013)

Foto: Scanpix
"Hvem er hun?", spurgte mange trofaste 'Vild med dans'-seere, da de første gang så bordtennisspilleren Mie Skov på dansegulvet.
På trods af at være Danmarks bedste kvindelige bordtennisspiller var Mie Skov ikke en, man så på de røde løbere eller i bladene – heller ikke efter, at hun i 2012 kvalificerede sig til OL i London. Den hårdtarbejdende bordtennisspiller havde det bedst i træningstøj og var i det hele taget lidt af en drengepige, der oven i købet også var en smule introvert.
Men alt det var svært at se, da først Mie Skov fik sat gang i dansegulvet. Pludselig vidste alle i Danmark, hvem Mie Skov var. Sammen med partneren Mads Vad leverede hun uge efter uge en pragtpræstation på dansegulvet, ligesom hun heller ikke var bange for at iføre sig sexede kjoler og vise sin krop frem.
Mie Skov kom i dén grad ud af sin skal – og belønningen kom i form af en sejr i den tiende sæson af 'Vild med dans' i 2013.

Se Mie Skov og Mads Vad i en freestyle her.

Patrick Nielsen (2011)

Foto: Polfoto/Scanpix
Han var kendt for at give konkurrenterne tæsk – i bogstaveligste forstand – og umiddelbart var det måske svært at forestille sig den hårdtslående bokser Patrick Nielsen være elegant på dansegulvet.
Patrick Nielsen, der var med i 'Vild med dans' i 2011, dansede med Claudia Rex, og parret lagde ud med sølle ni point og en sidsteplads hos dommerne efter deres cha-cha-cha i program et. Men allerede i programmet efter tog de et kvantespring til 23 point og siden imponerede de dommerne gang på gang. 
Den ellers så hårde og maskuline bokser fik fundet helt nye sider af sig selv og sprang ud som en både elegant og forførende gentleman. Det var ikke længere kun konkurrenterne i bokseringen, der faldt som fluer – også ud i de danske stuer faldt de kvindelige tv-seere for Patrick Nielsen.
Patrick Nielsen og Claudia Rex nåede hele vejen til finalen og fik undervejs maksimumkarakteren 40 for deres jive.

Se Patrick Nielsen og Claudia Rex i en freestyle her.

Ena Spottag (2015)

Ena Spottag som Martha i 'Badehotellet' - og i finalen af 'Vild med dans' 2015. Foto: Mike Kollöffel, Henrik Ohsten / TV 2
Hun var indbegrebet af en "drengepige" - typen der går mere op i at spille computerspil og læse fantasybøger end at lægge makeup og gå i kjoler. 
Så da skuespilleren Ena Spottag sagde ja til at deltage i 'Vild med dans' var et af formålene også at forsøge at finde frem til sin mere feminine side. Og det lykkedes i dén grad, må man sige.
Hos de danske tv-seere var hun bedst kendt som køkkenpigen Martha i 'Badehotellet', men den Ena Spottag, som seerne mødte fredag efter fredag i 'Vild med dans', var en kvinde, der med sit evige smil på læben gav den fuld gas med farvestrålende kjoler, lækkert hår og et godt lag makeup. 
Ena Spottags udvikling i 'Vild med dans' smittede også af på hendes privatliv, fortalte hendes gode veninde Myra Sjöberg til TV 2 sidste år.
- Hun tør flirte mere, når vi er ude, hun går mere i kjoler og den slags. Det er utroligt stærkt at se, hvordan hun hviler meget mere i sin kvindelighed i dag, sagde Myra Sjöberg inden finalen - som Ena Spottag sammen med partneren Thomas Evers Poulsen som bekendt endte med at vinde.
Afstemning