Kendte

Nikolaj Coster-Waldau får fornem hæder: Udpeget til FN-ambassadør

Den kendte danske skuespiller vil blandt andet kæmpe for kvinders rettigheder.

Lørdag har FN's Udviklingsprogram udpeget den 46-årige danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau som deres seneste 'Goodwill Ambassadør'.

Han er dermed blevet en del af en ambassadør-klub, som også skuespilleren Antonio Banderas, fodboldspillerne Ronaldo og Zinédine Zidane samt Norges kronprins Haakon er med i. 

Som ambassadør er formålet at skabe opmærksomhed omkring 'Verdensmålene for bæredygtig udvikling' om at bekæmpe fattigdom, ulighed og klimaforandringer i verden, oplyser organisationen i en pressemeddelelse. 

Se Nikolaj Coster-Waldau i:

  • 'Gods of Egypt'
  • 'Game of Thrones' (tv-serie)
  • 'En chance til'
  • 'The Other Woman'
  • 'A Thousand Times Goodnight'
  • 'Mama'
  • 'Headhunterne'
  • 'Ved verdens ende'
  • 'Wimbledon'
  • 'Manden bag døren'
  • 'Rembrandt'
  • 'Nattevagten'

- En bedre fremtid for alle kan ikke opnåes uden at styrke kvinder og beskytte vores planet, lyder det fra Nikolaj Coster-Waldau.

Han fortæller til TV 2, at det handler om at skabe opmærksomhed omkring målene i medierne: 

-  Jeg vil meget gerne være fluepapir for journalisterne, siger han. 

Nikolaj Coster-Waldau tager hul på sit nye hverv ved at være gæstedommer på den årlige kvindefodboldturnering 'Global Goals World Cup,' der begynder søndag. 

Hør interviewet med Nikolaj Coster-Waldau i videoen øverst på siden.

Game of Thrones får en ende

Den danske stjerne er især kendt på verdensplan for sin rolle som Jaime Lannister i 'Game of Thrones'-serien.

Han fik sit gennembrud i den danske film 'Nattevagten' fra 1994, og senest har han været med i filmen 'Gods of Egypt.'

I juli blev det endeligt bekræftet, at den ikoniske serie 'Game of Thrones' stopper efter den ottende og sidste sæson.

Nikolaj Coster-Waldau fortalte til TV 2 i forbindelse med et dansk Game of Thrones-arrangement i maj, at det er specielt at være med så længe i en serie, hvor folk dør på kryds og tværs.

- Jeg har aldrig været med i noget i så lang tid. Vi er nogle stykker, der har holdt os i live, siden vi startede for seks-syv år siden. Det er specielt, og det bliver selvfølgelig mærkeligt, når det slutter om ikke så længe, sagde han. 

Showets skabere har også afsløret, at der er sat tal på den allersidste sæson af serien. Hvor sæson syv er på syv afsnit, får sæsonen efter et mindre - nemlig seks afsnit.