Vild med dans

Pizza-Gorm få timer inden 'Vild med dans': Bare jeg ikke glemmer koreografien

Han bliver bedre og bedre for hver gang, han danser. Men alligevel frygter Gorm Wisweh, at han pludselig glemmer sin koreografi i 'Vild med dans'.

Klokken cirka 20.15 fredag aften træder pizzakongen og kokken Gorm Wisweh ind på hele Danmarks dansegulv, når han sammen med partneren Sofie Kruuse som par nummer to skal vise deres cha-cha-cha.

Og selvom Gorm Wisweh er vant til at være på skærmen som fast kok i 'Go' morgen Danmark', bliver det ikke helt uden nerver, han indtager skærmen fredag aften.

- Jeg har lavet mad hele morgenen, og det er et klart tegn på, jeg er en smule nervøs og stresset. Jo mere nervøs og stresset jeg er, jo mere mad laver jeg. Allerede inden klokken var 11 i formiddag, havde jeg bagt rugbrød, lavet lasagne og en masser salater. Og det er altså tegn på, der er rigtig mange sommerfugle i maven, siger Gorm Wisweh til TV 2.

Engang imellem får jeg en mega hjerneblødning og glemmer halvdelen af vores koreografi...

Gorm Wisweh

Blandet med nervøsiteten er dog en enorm danseglæde. En glæde så stor, at dansepartneren Sofie Kruuse faktisk har måttet lære den 34-årige pizzabager at tæmme sin entusiasme.

- Han er så glad for at danse, og det er virkelig fedt. Glæden er det allervigtigste. Men det kan også være lidt farligt i den forstand, at man kan blive så begejstret, at man mister koncentrationen og dermed glemmer sine trin. Men Gorm er heldigvis rigtig god til at redde det, når han gør noget forkert, og helt generelt har han rykket sig rigtig, rigtig meget i den tid, vi har trænet, siger Sofie Kruuse.

Gorm Wisweh og Sofie Kruuse.

Danser til Djämes Braun

Gorm Wisweh selv synes da også, at han forbedrer sin cha-cha-cha for hver gang, han og Sofie træner, men alligevel er han ikke helt sikker på sig selv, når først det gælder fredag aften.

- Når det går godt, synes jeg virkelig, det går godt, og jeg føler mig glad og tryg. Men engang imellem får jeg en mega hjerneblødning og glemmer halvdelen af vores koreografi, og så sidder Sofie bare og ser helt ked ud af det. Det sker forhåbentlig ikke i aften, siger Gorm Wisweh med et grin. 

Under Gorm Wisweh og Sofie Kruuses cha-cha-cha fredag aften danser de til hittet 'Lytter ik' til dem' af 'Toppen af poppen'-aktuelle Djämes Braun, som optræder live i 'Vild med dans'-studiet.

Ud over Gorm Wisweh skal også designeren Nicholas Nybro, skuespilleren Laura Bach, sangerinden Kirsten Siggaard, sangeren Thomas Buttenschøn og bokseren Sarah Mahfoud på dansegulvet.

Den af de seks, der samlet set får færrest point af dommerne og seerne, skal sammen med sin partner i omdans mod instruktøren Søren Fauli og Karina Frimodt, hvorefter et af parrene skal stemmes ud som det første i år.

Se 'Vild med dans' på TV 2 klokken 20 - og se eller gense sidste uges premiereprogram på TV 2 PLAY.