Vild med dans

Nicholas røg ud af 'Vild med dans' som den første: Ens verden braser sammen

Det var en tydeligt berørt Nicholas Nybro, der sammen med partneren Luise Crone Dons fredag aften måtte danse af som de første i 'Vild med dans'.

Anne Laxholm roste ham for hans "flotte fødder", og Britt Bendixen troede på, at han ville nå langt i årets konkurrence.

Men trods roser og flotte 13 point fra dommerne, så blev det kun til én dans for designeren Nicholas Nybro og partneren Luise Crone Dons i årets udgave af 'Vild med dans'.

Følelserne sad da også helt uden på tøjet på Nicholas Nybro, da TV 2 mødte ham, efter kameraerne var slukkede.

- Jeg er mega ked af det. Jeg er rigtig ærgerlig over, vi ikke fik lov til at danse noget mere. Men det er det, der er gamet, én skulle ryge ud. Feltet var megastærkt, folk var dygtige. Vi har haft så fantastisk en måned sammen, og det stopper så brat. Det er bare ens verden, der lige bliver revet væk. Jeg er så mega, mega ked af, jeg ikke får vist Danmark noget mere, noget anderledes. Det må blive på en anden måde og en anden gang, sagde Nicholas Nybro fredag aften.

Totalt surrealistisk

For Luise Crone Dons, som medvirkede i 'Vild med dans' for tredje gang, blev det første gang, at hun måtte forlade programmet som den første. Og selvom hun har været med før, så var også hun mærket af det tidlige exit.

- Det er totalt surrealistisk. Man bliver så fucking ked af det. Sådan er det med 'Vild med dans'. Det er så intenst, og så er det pludselig slut.

Med sig fra dansegulvet tager Nicholas Nybro og Luise Crone Dons sig et nyt venskab. Efter en måneds tid sammen i træningslokalet er de to nemlig kommet rigtig tæt på hinanden.

- Luise er mit kvindelige modstykke. Vi er mega ens; vi arbejder sindssygt hårdt, vi kan også grine, og vi har haft det sindssygt sjovt. Det er også det, der er så ærgerligt ved at ryge ud. Men jeg har mødt en fantastisk kvinde, der har lært mig en masse, lød det fra Nicholas Nybro.

Nicholas Nybro og Luise Crone Dons blev stemt ud af seerne efter at have været i omdans mod Søren Fauli og Karina Frimodt. Der er nu 11 par tilbage i årets 'Vild med dans'.