Kendte

Rørt Hans Pilgaard: Det var en kærlighedsfest af de helt store

Tv-værten Hans Pilgaard blev gift i weekenden, og parret er overvældede over den store opmærksomhed.

En strøm af lykønskninger har ramt Hans Pilgaard og partneren Jobbe, der i weekenden blev smedet sammen.

Søndag aften afslørede tv-værten i et opslag på Facebook, at parret er blevet gift - og indtil videre har over 30.000 trykket 'synes godt om' og 4000 kommenteret opslaget.

- Jeg er virkelig rørt, berørt og bevæget over, at så mange mennesker har sendt hilsener. Det er helt overvældende. Jeg er slet ikke nået igennem alle kommentarerne endnu, siger Hans Pilgaard, som gerne vil takke folk for al opmærksomheden. 

- Det har bekræftet mig i, at der godt nok nogen gange er negative ting, der farer rundt på nettet, men der er fandeme også meget kærlighed derude. 

Kærlighedsfest af de helt store

Hans Pilgaard og Jobbe Joller Hansen, der efter vielsen har skiftet navn til Jobbe Pilgaard, ønsker at holde detaljerne om selve vielsen privat for offentligheden, fordi de mener, at den skal være forbeholdt de nærmeste.

- Den var meget privat og meget personlig, og det vil vi gerne holde den. Vi var omgivet af den nærmeste familie og venner - det var et bolværk af kærlighed - og vi havde en fantastisk dag, aften og nat. Det føles som om, vi begge to stadig svæver rundt på en sky. 

- Det var faktisk en kærlighedsfest af de helt store, fortæller Hans Pilgaard.

Forud venter en bryllupsrejse, men tv-værten ønsker ikke at afsløre, om det bliver til tropiske eller køligere omgivelser. 

- Det bliver romantisk, lyder det. 

Smiler også om en uge

Parret valgte at dele nyheden søndag aften, da nogle medier var begyndt at lugte lunten.

I opslaget på Facebook står der blandt andet:

- Aldrig har jeg smilet SÅ meget på en regnvåd søndag - dagen derpå. En del af det smil vil aldrig forsvinde.

Hans Pilgaard afslører, at han stadig går rundt og er en glad mand.

- Hvis folk ser mig på gaden gå rundt og smile endnu, selv om det er onsdag og overskyet, så er det derfor. Der er også risiko for, at jeg stadig går rundt og smiler om en uge, fortæller han.