Ida Corrs Gnags-fortolkning deles igen og igen: 'Det går helt amok'

Ida Corr har pustet nyt liv i Gnags-klassikeren 'Når jeg bliver gammel', og hittet vinder popularitet på de sociale medier.

Ida Corr blev allerede klar over, at der var noget stort på vej søndag aften. Nogle timer forinden var hendes 'Toppen af poppen'-sang 'Når jeg bliver gammel' blevet lagt ud på hendes Facebook, og pludselig fik hun en sms fra sit pladeselskab. 

- De skrev "Det går helt amok", og jeg tænkte "hvorhenne?". Så gik jeg på nettet med to venner, og vi sad og fulgte hittet forskellige steder på de sociale medier, og sad og battlede hinanden i, hvor hurtigt det gik, fortæller hun til TV 2.  

Toppen af poppen 2016

Følg 'Toppen af poppen' på Facebook her.

Drak champagne på en højhellig søndag

På Facebook likede, delte og kommenterede danskerne nemlig sangen i en uendelighed, og på nuværende tidspunkt er Corrs 'Når jeg bliver gammel' blevet vist over 880.000 gange og delt 4000 gange fra Idas Facebookprofil. 

- Jeg havde slet ikke tænkt på, at det ville gå så meget amok, det er kæmpe stort. Og jeg endte med at gå ud med mine venner søndag aften og drikke champagne på en højhellig søndag, siger hun grinende. 

Det er dog ikke nødvendigvis de mere end 800.000 visninger, der har imponeret og rørt Ida Corr, men derimod folks kommentarer. 

- Det mest rørende er, når folk tagger hinanden og skriver ting som ”Vi skal sidde på den bænk, når vi bliver gamle”. Det er dejligt, at det rammer dem, og sangen bliver brugt til at sprede kærlighed, siger hun. 

Lover at synge sangen på turné

Sangen har helt fra begyndelsen betydet noget særligt for Ida Corr, som faktisk har været korpige i Gnags, da hun var yngre. I 'Toppen af poppen' afslørede hun, at hun aldrig rigtig forstod teksten og kunne forholde sig til det med at blive gammel, når hun sang kor for Peter A.G. og Gnags. Men det kan hun nu, og sangen gik lige i hjertet (og tårekanalerne) på Peter A.G.

- For mig er vigtigste, at Peter blev så rørt over det. Det er stadigvæk det, jeg bider rigtig meget mærke i, siger hun. 

Hvis man er blandt de mange danskere, der har set og liket Ida Corrs nummer, kan du glæde dig over, at man faktisk kan få lov at opleve det live, det afslører hun til TV 2. 

- Jeg vil absolut synge sangen, når jeg er ude og spille. Det vil jeg meget, meget gerne. Jeg synes, det er en meget smuk sang, så den vil jeg helt sikkert spille på min tour til januar, siger hun.