Toppen af poppen

Hør Carpark Norths version af Ida Corrs verdenshit

'Let me think about it'-sangen skriger, ifølge Carpark North, på mere rock. Men hvad siger Ida Corr til fortolkningen af sit hit, få svaret her.

Dance-hittet 'Let me think about it' bragte sangerinden Ida Corr på verdenskortet og sendte hende på en vild tur til "det store udland". 

Hun skrev oprindeligt sangen i 2006, men i 2007 slog hun pjalterne sammen med den hollandske dj Fedde le Grand, og det kom der en dance-version ud af, der blev særdeles populær og røg ind på hitlisterne i både England, Australien, Tyskland og USA. 

Men nu kan hittet opleves i endnu en version, for søndag aften kastede Lau Højen fra 'Carpark North' sig over 'Let me think about it' i aftenens afsnit af 'Toppen af poppen'.

Toppen af poppen 2016

Følg 'Toppen af poppen' på Facebook her.

Har aldrig forstået rock

Her blæste han Ida Corr og de seks andre kunstnere bagud, da han gik på scenen og "gav sangen noget mere rock", som han selv formulerede det. 

- Jeg synes, det var så tjekket og kompromisløst og så modigt. Og det var helt vildt fedt. Jeg har jo aldrig forstået rock. Det forstår jeg nu. Det er den vildeste energi, lyder det begejstret fra Ida Corr, da Lau Højen er færdig. 

I dag er Ida Corr den eneste af de syv musikere, der er kommet hele vejen til Hollywood med sin musik, og det var netop 'Let me think about it', der sørgede for det. 

- Jeg fik prøvet de ydre forestillinger, om hvordan det er at være superstjerne: Blive hentet i flyet, kørt ud til vildeste spillesteder og møde kæmpestjerner. Hele det der Hollywood-lifestyle fik jeg prøvet, men på samme tid havde jeg også så travlt. Jeg spillede 200-250 shows om året i fem år, siger hun. 

Ramt af stress

Kort tid efter den volsomme succes blev Ida Corr X-Factor-dommer og dernæst mor, og til sidst blev de mange bolde, hun forsøgte at holde i luften for meget for hende. Hun måtte trække stikket, da hun pludselig begyndte at få sorte prikker for øjnene og kunne konstatere, at hun havde fået stress. 

- Jeg begyndte at få sådan nogle 'blind spots' for øjnene, og så sagde min frisør til mig, at det var tegn på stress, siger hun og fortæller, hvordan hun trak stikket i et par år, før hun vendte tilbage til musikken igen.

På søndag er det Peter A.G.'s tur til at få fortolket sine sange. Du kan høre hans version af Ida Corr's hit 'I Found Her' her: