Dicte

Ny sæson: Nu rykker ’Dicte’ ud af Aarhus

For første gang optages dele af tv-serien ’Dicte’ ikke i Aarhus, men derimod i Sydspanien, hvor en række meget voldsomme scener blev indspillet.

Den frygtløse kriminalreporter Dicte er tilbage i tredje og sidste sæson af tv-serien af samme navn, der får premiere mandag kl. 20.00 på TV 2.

Traditionen tro foregår handlingen i Aarhus, hvor Dicte bor og arbejder, men denne gang fører en dramatisk hændelse en række af karaktererne, og dermed skuespillerne, til udlandet. I første afsnit af serien bliver Dictes tidligere kæreste – nu mand – fotografen Bo Skytte nemlig kidnappet på en arbejdsopgave i Syrien.

Der blev skruet op for dramaet, men det kan man jo godt lide som skuespiller, så det var sjovt,

Dar Salim

Og det betyder, at flere af skuespillerne pludselig skulle på optagelser i Almeria i Sydspanien, hvor scenerne fra Syrien skal forestille at foregå.

- I de første sæsoner af 'Dicte' var det jo ret stille og roligt, men jeg synes godt, man har kunnet mærke, at der har været en større frihed, og forfatterne har brugt nogle større armbevægelser nu. Det var skægt at være på tur sammen uden for Aarhus og i udlandet og filme, fortæller Dar Salim, der spiller Dictes kæreste Bo Skytte, som har været med fra begyndelsen.

Kunne godt lide kidnapningsscenerne

Kidnapningsscenerne var voldsomme at indspille, men samtidig enhver skuespillers drøm, forklarer han.

- Det var noget andet end at lave 'Dicte' normalt. Der blev skruet op for dramaet, men det kan man jo godt lide som skuespiller, så det var sjovt, siger han.

"Rigtig meget har kunnet lade sig gøre i Aarhus"

Holdet bag 'Dicte' vil dog gerne afsløre, at en stor del af serien stadigvæk kommer til at foregå i de velkendte omgivelser i Aarhus, hvor vi er vant til at følge Dicte, hendes familie og venner.

Og netop Aarhus og aarhusianerne er noget af det, skuespillerne kommer til at savne allermest efter sidste sæson af ’Dicte’.

- Jeg kommer til at savne at være i Aarhus og filme, det har været enormt hyggeligt at være rundt i gaderne i Aarhus og ude på landet. Det kommer jeg til at savne, siger skuespiller Lars Brygmann, der spiller den noget indadvendte og pessimistiske politikommissær Wagner.

Lars Brygmann har en række populære tv-serier og film på cv’et, men det er sjældent, han kommer uden for København eller de sædvanlige tv-studier.

- Skuespilfaget er meget centreret omkring København og nogle gange Fyn. Det, der med at være i Aarhus er nyt, det har vi også kunnet mærke på den velvilje, der har været blandt folk. Vi er virkelig blevet mødt med meget imødekommenhed. Der er rigtig meget, der har kunnet lade sig gøre, siger han, og tilføjer, at han vender tilbage til Aarhus i december, hvor han er med i en teaterforestilling. 

'Dicte' har premiere mandag d. 22. august kl. 20.00 på TV 2 - og du kan se snigpremieren allerede nu på TV 2 Play