Vild med dans

Nu er det afgjort: Se hvem der skal danse med hvem i 'Vild med dans'

TV 2 løfter nu sløret for, hvordan de 12 nydansere og de 12 professionelle dansere er blevet parret i årets udgave af 'Vild med dans'.

Fredag den 9. september byder Sarah Grünewald og Claus Elming endnu engang de danske tv-seere op til dans, når 13. sæson af 'Vild med dans' har premiere på TV 2.

De 12 kendte danskere, der i år har takket ja til at begive sig ud på hele Danmarks dansegulv, har nu alle fået sig en partner - og der var jubel at spore hos alle, da de fik beskeden.

Årets yngste deltager, den 22-årige skuespiller Mathias Käki Jørgensen, har fået sig lidt af en drømmepartner i Mille Funk, der er med i 'Vild med dans' for anden gang.

- Jeg spottede hende godt nok lige, da hun kom ind, og tænkte "man har vel lov at håbe", så det er megafedt at have fået hende, siger 'Norskov'-skuespilleren til TV 2.

{"metadata":{"is_interview":true,"program":"1","couple":"Mathias%20K%26auml%3Bki%20%26%20Mille%20Funk","published":1472124965226}}

Fauli vil danse freestyle

Sidste års vinder, Thomas Evers Poulsen, får i år fornøjelsen af Grand Prix-legenden Kirsten Siggaard, mens sidste års anden- og tredjeplads, henholdsvis Morten Kjeldgaard og Karina Frimodt, skal forsøge at få bokseren Sarah Mahfoud og filminstruktør Søren Fauli til at sætte fødderne korrekt på dansegulvet.

- Jeg er helt vildt glad, det kunne ikke være bedre, siger den 25-årige bokser om at have fået Morten Kjeldgaard som partner, mens Søren Fauli allerede har en helt klar plan for sit danseefterår.

{"metadata":{"is_interview":true,"program":"1","couple":"Sarah%20Mahfoud%20%26%20Morten%20Kjeldgaard","published":1472125001506}}

- Vi vil gerne lave den der fridans, og den er der kun i finalen. Den er vi allerede begyndt at tale om, siger Søren Fauli med et glimt i øjet.

{"metadata":{"is_interview":true,"program":"1","couple":"S%26oslash%3Bren%20Fauli%20%26%20Karina%20Frimodt","published":1472124725000}}

Her er årets 12 par i 'Vild med dans'

  • Laura Bach og Michael Olesen
  • Lene Beier og Frederik Nonnemann
  • Julie Berthelsen og Marc Christensen
  • Mille Dinesen og Mads Vad
  • Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard
  • Kirsten Siggaard og Thomas Evers Poulsen
  • Thomas Buttenschøn og Mie Moltke
  • Søren Fauli og Karina Frimodt
  • Patrick Jørgensen og Jenna Bagge
  • Mathias Käki Jørgensen og Mille Funk
  • Nicholas Nybro og Luise Crone Dons
  • Gorm Wisweh og Sofie Kruuse

Ud over årets 12 dansepar kan seerne også glæde sig til et gensyn med de sædvanlige dommere, nemlig Anne Laxholm, Britt Bendixen, Jens Werner og Nikolaj Hübbe.

Finalen af 'Vild med dans' afholdes fredag den 25. november i Forum Horsens. Billetsalget til finaleshowet begynder mandag den 19. september på billetlugen.dk.

Læs mere om årets 12 nydansere ved at klikke på billederne herunder.

Her er årets 'Vild med dans'-deltagere

Laura Bach

Laura Bach

37-årige Laura Bach fik sit folkelige gennembrud i rollen som vicekriminalkommissæren Katrine i TV 2-serien 'Den som dræber' fra 2011.

Herudover har hun medvirket i flere teaterstykker og i en række andre film- og tv-produktioner, blandt andet 'Ørnen' og 'Rita' og senest filmen 'En-To-Tre-Nu!'.

Laura Bach er også medlem af en teatergruppe, der arbejder med improviseret teater. Her spiller hun sammen med de tidligere 'Vild med dans'-deltagere Johannes Nymark, Laura Drasbæk og Mathilde Norholt.

Foto: test

Thomas Buttenschøn

Thomas Buttenschøn

31-årige Thomas Buttenschøn charmerede sig ind på den danske musikscene i 2006, da han udsendte sit debutalbum 'Fantastiske mandag', der blandt andet indeholder hittet 'Præsident i USA'.

Både debutalbummet og det efterfølgende album, 'Billeder af min baggård', fra 2008 solgte guld, og siden er så fulgt en håndfuld yderligere ep’er og album.

Tidligere i år udgav Thomas Buttenschøn et børnealbum og en børnebog, der begge bærer titlen 'Bare kald mig Tofte'.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Lene Beier

Lene Beier

39-årige Lene Beier har de seneste år været et af de helt store værtsnavne på TV 2 FRI, hvor hun har stået i spidsen for programmer som 'Frihuset', 'Mit frirum', 'Mit livs eventyr' og 'Klar, parat, sy'.

Mest kendt er hun dog for at hjælpe en række enlige landmænd med at finde kærligheden i 'Landmand søger kærlighed' på TV 2.

Lene Beier blev i foråret kåret som årets kvindelige underholdningsvært ved Billed-Bladets TV-Guld.

Foto: Per Arnesen / TV 2

Søren Fauli

Søren Fauli

52-årige Søren Fauli har været vidt omkring i sin karriere. Han slog for alvor igennem som instruktør med kultfilmen 'De skrigende halse' i 1993 og har siden både medvirket i og instrueret en række film, blandt andet den prisbelønnede dokumentarfilm 'Min morfars morder' fra 2004.

Han er også kendt fra adskillige tv-reklamer for eksempelvis Toms, Ekstra Bladet, Punkt1 og Blockbuster, ligesom han har været fast inventar i flere radioprogrammer, heriblandt 'Mads & Monopolet'.

Søren Fauli har de seneste år primært brugt sine kræfter på dagligvarekæden Normal, som han er medejer af.

Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Julie Berthelsen

Julie Berthelsen

37-årige Julie Berthelsen blev landskendt i 2002, da hun sang sig hele vejen til en andenplads i talentprogrammet 'Popstars'.

Hendes debutalbum, 'Home', der udkom året efter, solgte dobbeltplatin og indeholder hits som 'Every Little Part of Me' og 'Completely Fallen'. Albummet sikrede hende tre Danish Music Awards-statuetter.

Siden er fulgt fire studioalbum og musikalske samarbejder med blandt andre Nik & Jay, Bryan Rice og Martin Brygmann.

I 2010 vandt Julie Berthelsen sammen med et kor fra sin barndomsby, Nuuk, sangprogrammet 'AllStars' på TV 2.

Ud over at beskæftige sig med musik er det også blevet til adskillige opgaver som tv-vært for Julie Berthelsen. Hun har stået i spidsen for programmer som 'Julehilsen til Grønland' og 'Dansk Melodi Grand Prix' – og tidligere i år var hun sammen med Jacob Haugaard vært ved musikfesten 'Charlie i Parken'.

Foto: Esben Salling / Scanpix Denmark

Patrick Jørgensen

Patrick Jørgensen

25-årige Patrick Jørgensen satte sidste år Danmark på verdenskortet, da han sikrede sig en bronzemedalje ved VM i fægtning i disciplinen kårde. Det var Danmarks første medalje ved verdensmesterskaberne i fægtning i 61 år.

Ud over at have vundet VM-bronze er Patrick Jørgensen de seneste to år blevet kåret til danmarksmester i kårde.

Foto: Johan Jønsson / Johan Jønsson

Mille Dinesen

Mille Dinesen

42-årige Mille Dinesen er kvinden bag to af de mest elskelige tv-figurer på dansk tv gennem de seneste ti år, nemlig den kærlighedshungrende 'Nynne' og den rapkæftede skolelærer 'Rita'.

For sin rolle som sidstnævnte har Mille Dinesen både modtaget den prestigefyldte pris 'Den gyldne nymfe' ved tv-festivalen i Monte Carlo og en ZULU-statuette.

Sideløbende med de to ikoniske tv-roller har Mille Dinesen medvirket i en lang række af danske film, tv-serier og teaterstykker, ligesom hun de seneste to år også har været vært på TV 2's indsamlingsshow til fordel for Røde Kors, 'Smid tøjet'.

Foto: Harmoni Everett / Harmoni Everett

Mathias Käki

Mathias Käki

Årets yngste deltager er 22-årige Mathias Käki, der er kendt for sin rolle som Oliver Bondesen i den anmelderroste TV 2-serie 'Norskov'.

Inden han blev landskendt for sin rolle i tv-serien, spillede Mathias Käki ishockey i første division for frederikshavnerklubben White Hawks.

Foto: Rolf Konow / TV 2

Sarah Mahfoud

Sarah Mahfoud

26-årige Sarah Mahfoud ser måske ikke umiddelbart ud af meget, men slå en proper næve, dét kan den unge bokser.

I foråret blev hun for anden gang nordisk mester i vægtklassen fjervægt, en vægtklasse som hun også er tredobbelt danmarksmester i.

Foto: Charlotte Trippetti

Nicholas Nybro

Nicholas Nybro

34-årige Nicholas Nybro er uddannet designer fra Kolding Designskole og har gennem de seneste år markeret sig som en af de mest interessante designere på den danske modescene. Han har opnået stor opmærksomhed med sine shows, som med tiden også er blevet ret politiske.

Nicholas Nybro kom for alvor på alles læber, da skuespilleren Ghita Nørby i marts måned i år troppede op til hofbal hos dronning Margrethe i et af hans designs og skabte masser af overskrifter i medierne.

I maj måned i år optrådte verdensstjernen Sia i en af hans kreationer i finalen af den amerikanske udgave af 'The Voice'.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Kirsten Siggaard

Kirsten Siggaard

61-årige Kirsten Siggaard sang sig ind i danskernes hjerter i løbet af 1980’erne, hvor hun sammen med sin musikalske partner Søren Bundgaard vandt Dansk Melodi Grand Prix hele tre gange. Først med 'Det' lige det' i 1984, så 'Sku' du spørg' fra no'en' i 1985 og endelig 'Ka du se hva' jeg sa' i 1988.

Efter sine i alt syv deltagelser i Dansk Melodi Grand Prix markerede Kirsten Siggaard sig op gennem 1990’erne som musical- og revystjerne, hvor hun blandt andet spillede hovedrollen som Edith Piaf i 'Piaf' på Det Ny Teater.

Kirsten Siggaard er fortsat en yderst aktiv sangerinde og udsendte således tidligere i år albummet 'My Favorite Love Songs', ligesom hun i august også medvirker i revyen 'Revy i Teltet' i Odense.

Kirsten Siggaard er i øvrigt den ældste kvinde, der nogensinde har deltaget i 'Vild med dans' herhjemme.

Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark

Gorm Wisweh

Gorm Wisweh

34-årige Gorm Wisweh er Danmarks ukronede pizzakonge og grundlæggeren af gourmetpizzakæden, der blot hedder 'Gorm's'.

Den første restaurant åbnede i 2008, men i dag er kæden vokset til at bestå af foreløbig syv restauranter i Danmark og to i Japan.

Gorm Wisweh er desuden fast kok i 'Go' morgen Danmark' og har udgivet en række kogebøger.

Foto: Pressefoto