Serieland

Efter 'Venner': Her er deres bedste roller siden hitserien

TV 2 PLAYs egne serieanmeldere rangerer de bedste roller, de seks 'Venner'-skuespillere har haft siden den populære tv-serie.

- Den mest selvudleverende og mest ubehagelige version af det der Hollywood-fjols, der tror, at han/hun er mere, end de egentlig er.

Det er, hvad vært på 'Serieland' Kasper Lundberg i klippet øverst i artiklen siger om den rolle, der indtager førstepladsen på listen over de bedste roller, de seks 'Venner'-skuespillere tilsammen har haft siden tv-serien, hvor de alle fik deres gennembrud.

Det er naturligvis Lisa Kudrow, der indtager førstepladsen for sin rolle som Valerie Cherish i tv-serien 'The Comeback'. I tv-serien, som først kørte i 2005 og så med en ny sæson igen i 2014 spiller Lisa Kudrow - sjovt nok - en faleret Hollywood-skuepiller, der faktisk får et comeback. Meget lig hendes egen karriere. Dog tilsat et tykt lag satire.

Ross får comeback

Anledningen til den skønne rangering er, at David Schwimmer har fået lidt af et comeback i rollen som Rob Kardashian i serien 'The People vs. OJ Simpson'.

Du kan se, hvordan 'Serieland' præsenterer de tre bedste roller, i klippet øverst i artiklen. Ellers er alle seks rangeringer præsenteret i listen herunder, hvor du også finder trailere.

De bedste roller siden 'Venner'

  1. Lisa Kudrow aka Phoebe

    'The Comeback' er historien om et comeback. Valerie Cherish er tidligere seriestjerne, der får et comeback med en realityserie. 

    Det gør serien ret meta-agtig, da Lisa Kudrow ligeledes får sit comeback med 'The Comeback', efter 'Venner', hvor hun spiller Phoebe.

  2. David Schwimmer aka Ross

    I den helt nye 'The People vs. OJ Simpson' indtager David Schwimmer, ifølge værterne fra 'Serieland', den absolut bedste rolle siden 'Venner', som Robert Kardashian.

    David Schwimmer har haft flere succesfulde intruktørjobs siden og var også med i miniserien 'Band of Brothers', men denne må være den største rolle siden Ross.

  3. Matthew Perry aka Chandler

    Serien fik kun én sæson, men 'Studio 60 on The Sunset Strip' er ifølge værterne virkelig god - og Matthew Perry indtager som mange andre på listen lidt af en meta-rolle. Hans karakter har i hvert fald mange ligheder med ham selv.

    Serien er lavet af serielegenden Aaron Sorkin - bedst kendt som manden bag 'The West Wing'.

  4. Jennifer Aniston aka Rachel

    Jennifer Aniston har haft mange roller siden 'Venner'. Og hun er også den rigeste af dem alle. Hun var blandt andet nomineret til en Golden Globe for filmen 'Cake'.

    Alligevel kan værterne på 'Serieland' bedst lide hende i de komiske roller, som her, hvor hun spiller forfærdelig chef i 'Horrible Bosses'.

  5. Matt LeBlanc aka Joey

    'Episodes' er endnu en meta-serie, hvor Matt LeBlanc spiller Matt LeBlanc i noget, der også i serien minder om et comeback til Matt LeBlanc.

    Her gør han det meget bedre med meget mere selvironi end i tv-serien 'Joey', der jo var en spin-off på 'Venner'. Det mener værterne fra 'Serieland'.

  6. Courteney Cox aka Monica

    Courteney Cox har fået stor succes med tv-serien 'Cougar Town', hvor hun spiller en ældre kvinde, der foretrækker unge mænd. Lidt en anden type end kontrolfreaken Monica fra 'Venner'.

    'Cougar Town' er desværre bare ikke en serie, der får hverken Frederik Dirks Gottlieb eller Kasper Lundberg til at hoppe og ned i sofaen af bare begejstring. 

    Derfor bliver det til en sidsteplads. Det ville Monica helt sikkert hade.