Medina aflyser seks koncerter i Tyskland: - Det gør mig trist at skuffe jer
Den tyske turné er sløjfet. Medina oplyser, at hun vender tilbage næste år.
Sangerinden Medina har aflyst hele sin tyske turné - seks koncerter i forskellige byer - fra den 14. - 19. november.
Det fremgår af Ticketmaster, at koncerterne er aflyst, og Medinas danske presseansvarlige skriver i en mail til TV 2:
- Desværre bliver Medina-turnéen 2016 aflyst på grund af lav aktivitet på markedet. Billetter kan returneres, hvor de er købt. Medina vender tilbage igen i 2017.
Den samme besked kommer Medinas tyske agent Selective Artists med på turnéens eventsider på Facebook.
Koncerterne skulle være afholdt i Hamborg, Berlin, Köln, Stuttgart, München og Frankfurt.
Lyder som en drastisk nedtur
Forfatter og portrætjournalist Rune Skyum-Nielsen har skrevet den journalistiske single 'Medina har slået sig', hvor han fulgte hende på en Tysklandsturné i 2013.
Dengang kunne popsangerinden fylde koncertstederne syd for grænsen.
- Det lyder som en drastisk nedtur, som skyldes, at hendes nyeste hits har haft sværere ved at få fat. For tre år siden fyldte hun store steder, selvom hendes seneste plade lå langt tilbage. Hun virkede meget etableret dengang, lyder det fra Rune Skyum-Nielsen.
I februar udkom Medina med det engelsksprogede album 'We Survive', som fik en hård medfart af anmeldere.
- 13 engelsksprogede sange fra Medina er både for meget og for ligegyldigt. Til gengæld er album-coveret dragende makabert, og Danmarks trætte pop-dronning kan markedsføres til Tyskland og dem, der nu får lyst til at remixe, skrev Gaffas anmelder Jens Dræby blandt andet om albummet.
"Kan det virkelig passe?"
En række Medina-fans har på sangerindens Instagramside kommenteret på, at Tysklands-turnéen 'We Survive Tour' til november ikke bliver til noget.
- Kære Medi. Har lige læst at Tysklands tour'en er blevet aflyst. Kan det virkelig passe? Jeg havde billetter til både Hamborg og Berlin, og havde endelig glædet mig til at se dine internationale shows. Håber eventuelt den bliver rykket til år 17, og så håber jeg vi ses meget snart, skriver en fan under et billede, som Medina lagde på Instagram onsdag.
En anden fan skriver, at hun har ventet tre år på at se Medina optræde i Hamborg.
Sangerinden har torsdag eftermiddag skrevet om turné-aflysningen på Facebook:
- Det gør mig så trist at skuffe jer med at have aflyst min kommende tyske turné. Støtten fra mine fans fra hele verden har været mere, end jeg nogensinde kunne bede om. Det betyder ikke, at vi ikke ser hinanden igen, skriver Medina blandt andet og fortæller, at hun glæder sig til at vende tilbage til de tyske scener i 2017.