Vild med dans

VM-medaljevinder med i 'Vild med dans'

Den 25-årige fægter Patrick Jørgensen håber på at kunne sætte fokus på fægtning med sin deltagelse i 'Vild med dans'.

Mads Laudrup. Patrik Wozniacki. Helge Vammen. Patrick Nielsen. Chris Christoffersen.

Listen over yngre, mandlige sportsudøvere, der har charmeret de kvindelige 'Vild med dans'-seerne gennem årene er efterhånden ved at være lang. Og i år bliver den så endnu længere.

For blandt de 12 nydansere i årets udgave af 'Vild med dans' finder man nemlig den 25-årige fægter Patrick Jørgensen.

Navnet vækker måske ikke den store genkendelse, men Patrick Jørgensen har i sin karriere som fægter formået at sætte Danmark på verdenskortet.

Ikke alene er han blevet kåret til danmarksmester i disciplinen kårde de seneste to år, sidste år vandt han også en bronzemedalje ved samme disciplin ved VM i Moskva – hvilket var Danmarks første medalje ved verdensmesterskaberne i fægtning i 61 år.

- Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det var noget, jeg havde drømt om hele mit liv, og så lykkedes det endelig. Det føles stadig uvirkeligt at have vundet en VM-medalje, siger Patrick Jørgensen til TV 2.

Se Patrick Jørgensen fægte i sidste års VM-semifinale mod franskmanden Gauthier Grumier​ i videoen her.

Vil gerne være ambassadør

Patrick Jørgensen har gået til fægtning, siden han var seks år gammel og træner seks til otte gange om ugen i Hellerup Fægte-Klub ved siden af sit job som konsulent hos Microsoft.

Jeg synes, det er skideskægt at danse, men jeg ved bare ikke helt, hvor godt det ser ud, når jeg gør det.

Patrick Jørgensen, fægter

Han håber, at han med sin deltagelse i 'Vild med dans' kan være med til at skabe opmærksomhed om fægtning.

- Det vil være fedt, hvis jeg kunne blive en slags ambassadør for sporten og få flere unge til at begynde til fægtning og lære dem om nogle af de værdier, som både jeg selv og fægtning står for, nemlig at kæmpe hårdt og give alt, hvad man har i sig, samt at være dedikeret og seriøs omkring det, man laver, siger Patrick Jørgensen.

"Skideskægt at danse"

Da Patrick Jørgensen fik tilbuddet om at være med i 'Vild med dans', blev han både rørt og beæret, fordi han ser tilbuddet om at deltage i et af Danmarks største tv-underholdningsprogrammer som en anerkendelse af, at han er blevet et stort navn inden for sin sport.

Og nå ja; så ser han da også frem til at lære at danse.

- Jeg synes, det er skideskægt at danse, men jeg ved bare ikke helt, hvor godt det ser ud, siger Patrick Jørgensen med et grin og tilføjer:

- Det føles fantastisk at slå sig løs på dansegulvet, når man er ude med sine venner, men ser jeg frem til at lære at danse ordentligt, så jeg kan danse andet end min egen freestyle.

Skulle der sidde en kvinde eller 1.000 blandt tv-seerne, der får et godt øje til den 25-årige fægter, så er der dårligt nyt. Patrick Jørgensen har nemlig allerede en kæreste, fortæller han.

- Hun hedder Lujain, og vi har været sammen i fem år. Men jeg lover, at jeg nok skal smile til seerne – smil får de masser af, siger han med et grin.

Læs mere om årets 12 deltagere i 'Vild med dans' ved at klikke på billederne herunder.

Her er årets 'Vild med dans'-deltagere

Laura Bach

Laura Bach

37-årige Laura Bach fik sit folkelige gennembrud i rollen som vicekriminalkommissæren Katrine i TV 2-serien 'Den som dræber' fra 2011.

Herudover har hun medvirket i flere teaterstykker og i en række andre film- og tv-produktioner, blandt andet 'Ørnen' og 'Rita' og senest filmen 'En-To-Tre-Nu!'.

Laura Bach er også medlem af en teatergruppe, der arbejder med improviseret teater. Her spiller hun sammen med de tidligere 'Vild med dans'-deltagere Johannes Nymark, Laura Drasbæk og Mathilde Norholt.

Foto: test

Thomas Buttenschøn

Thomas Buttenschøn

31-årige Thomas Buttenschøn charmerede sig ind på den danske musikscene i 2006, da han udsendte sit debutalbum 'Fantastiske mandag', der blandt andet indeholder hittet 'Præsident i USA'.

Både debutalbummet og det efterfølgende album, 'Billeder af min baggård', fra 2008 solgte guld, og siden er så fulgt en håndfuld yderligere ep’er og album.

Tidligere i år udgav Thomas Buttenschøn et børnealbum og en børnebog, der begge bærer titlen 'Bare kald mig Tofte'.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Lene Beier

Lene Beier

39-årige Lene Beier har de seneste år været et af de helt store værtsnavne på TV 2 FRI, hvor hun har stået i spidsen for programmer som 'Frihuset', 'Mit frirum', 'Mit livs eventyr' og 'Klar, parat, sy'.

Mest kendt er hun dog for at hjælpe en række enlige landmænd med at finde kærligheden i 'Landmand søger kærlighed' på TV 2.

Lene Beier blev i foråret kåret som årets kvindelige underholdningsvært ved Billed-Bladets TV-Guld.

Foto: Per Arnesen / TV 2

Søren Fauli

Søren Fauli

52-årige Søren Fauli har været vidt omkring i sin karriere. Han slog for alvor igennem som instruktør med kultfilmen 'De skrigende halse' i 1993 og har siden både medvirket i og instrueret en række film, blandt andet den prisbelønnede dokumentarfilm 'Min morfars morder' fra 2004.

Han er også kendt fra adskillige tv-reklamer for eksempelvis Toms, Ekstra Bladet, Punkt1 og Blockbuster, ligesom han har været fast inventar i flere radioprogrammer, heriblandt 'Mads & Monopolet'.

Søren Fauli har de seneste år primært brugt sine kræfter på dagligvarekæden Normal, som han er medejer af.

Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Julie Berthelsen

Julie Berthelsen

37-årige Julie Berthelsen blev landskendt i 2002, da hun sang sig hele vejen til en andenplads i talentprogrammet 'Popstars'.

Hendes debutalbum, 'Home', der udkom året efter, solgte dobbeltplatin og indeholder hits som 'Every Little Part of Me' og 'Completely Fallen'. Albummet sikrede hende tre Danish Music Awards-statuetter.

Siden er fulgt fire studioalbum og musikalske samarbejder med blandt andre Nik & Jay, Bryan Rice og Martin Brygmann.

I 2010 vandt Julie Berthelsen sammen med et kor fra sin barndomsby, Nuuk, sangprogrammet 'AllStars' på TV 2.

Ud over at beskæftige sig med musik er det også blevet til adskillige opgaver som tv-vært for Julie Berthelsen. Hun har stået i spidsen for programmer som 'Julehilsen til Grønland' og 'Dansk Melodi Grand Prix' – og tidligere i år var hun sammen med Jacob Haugaard vært ved musikfesten 'Charlie i Parken'.

Foto: Esben Salling / Scanpix Denmark

Patrick Jørgensen

Patrick Jørgensen

25-årige Patrick Jørgensen satte sidste år Danmark på verdenskortet, da han sikrede sig en bronzemedalje ved VM i fægtning i disciplinen kårde. Det var Danmarks første medalje ved verdensmesterskaberne i fægtning i 61 år.

Ud over at have vundet VM-bronze er Patrick Jørgensen de seneste to år blevet kåret til danmarksmester i kårde.

Foto: Johan Jønsson / Johan Jønsson

Mille Dinesen

Mille Dinesen

42-årige Mille Dinesen er kvinden bag to af de mest elskelige tv-figurer på dansk tv gennem de seneste ti år, nemlig den kærlighedshungrende 'Nynne' og den rapkæftede skolelærer 'Rita'.

For sin rolle som sidstnævnte har Mille Dinesen både modtaget den prestigefyldte pris 'Den gyldne nymfe' ved tv-festivalen i Monte Carlo og en ZULU-statuette.

Sideløbende med de to ikoniske tv-roller har Mille Dinesen medvirket i en lang række af danske film, tv-serier og teaterstykker, ligesom hun de seneste to år også har været vært på TV 2's indsamlingsshow til fordel for Røde Kors, 'Smid tøjet'.

Foto: Harmoni Everett / Harmoni Everett

Mathias Käki

Mathias Käki

Årets yngste deltager er 22-årige Mathias Käki, der er kendt for sin rolle som Oliver Bondesen i den anmelderroste TV 2-serie 'Norskov'.

Inden han blev landskendt for sin rolle i tv-serien, spillede Mathias Käki ishockey i første division for frederikshavnerklubben White Hawks.

Foto: Rolf Konow / TV 2

Sarah Mahfoud

Sarah Mahfoud

26-årige Sarah Mahfoud ser måske ikke umiddelbart ud af meget, men slå en proper næve, dét kan den unge bokser.

I foråret blev hun for anden gang nordisk mester i vægtklassen fjervægt, en vægtklasse som hun også er tredobbelt danmarksmester i.

Foto: Charlotte Trippetti

Nicholas Nybro

Nicholas Nybro

34-årige Nicholas Nybro er uddannet designer fra Kolding Designskole og har gennem de seneste år markeret sig som en af de mest interessante designere på den danske modescene. Han har opnået stor opmærksomhed med sine shows, som med tiden også er blevet ret politiske.

Nicholas Nybro kom for alvor på alles læber, da skuespilleren Ghita Nørby i marts måned i år troppede op til hofbal hos dronning Margrethe i et af hans designs og skabte masser af overskrifter i medierne.

I maj måned i år optrådte verdensstjernen Sia i en af hans kreationer i finalen af den amerikanske udgave af 'The Voice'.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Kirsten Siggaard

Kirsten Siggaard

61-årige Kirsten Siggaard sang sig ind i danskernes hjerter i løbet af 1980’erne, hvor hun sammen med sin musikalske partner Søren Bundgaard vandt Dansk Melodi Grand Prix hele tre gange. Først med 'Det' lige det' i 1984, så 'Sku' du spørg' fra no'en' i 1985 og endelig 'Ka du se hva' jeg sa' i 1988.

Efter sine i alt syv deltagelser i Dansk Melodi Grand Prix markerede Kirsten Siggaard sig op gennem 1990’erne som musical- og revystjerne, hvor hun blandt andet spillede hovedrollen som Edith Piaf i 'Piaf' på Det Ny Teater.

Kirsten Siggaard er fortsat en yderst aktiv sangerinde og udsendte således tidligere i år albummet 'My Favorite Love Songs', ligesom hun i august også medvirker i revyen 'Revy i Teltet' i Odense.

Kirsten Siggaard er i øvrigt den ældste kvinde, der nogensinde har deltaget i 'Vild med dans' herhjemme.

Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark

Gorm Wisweh

Gorm Wisweh

34-årige Gorm Wisweh er Danmarks ukronede pizzakonge og grundlæggeren af gourmetpizzakæden, der blot hedder 'Gorm's'.

Den første restaurant åbnede i 2008, men i dag er kæden vokset til at bestå af foreløbig syv restauranter i Danmark og to i Japan.

Gorm Wisweh er desuden fast kok i 'Go' morgen Danmark' og har udgivet en række kogebøger.

Foto: Pressefoto