Julie Berthelsen med i 'Vild med dans': Det er virkelig angstprovokerende
Sangerinden og tv-værten Julie Berthelsen er den første kendte dansker, der melder sig klar til efterårets udgave af 'Vild med dans'.
Hun har stået på spring i flere år, men i år tager Julie Berthelsen endelig de sidste skridt og springer ud på hele Danmarks dansegulv i 'Vild med dans'.
- Jeg har fået at vide, at man kommer i sindssygt god form af at være med i 'Vild med dans', og det glæder jeg mig rigtig meget til. Det er noget, jeg har savnet, og som jeg trænger til, efter der har været gået børn i den de sidste fem år, siger Julie Berthelsen til TV 2.
Julie Berthelsen fødte i oktober sidste år sit og håndboldspilleren Minik Dahl Høeghs andet barn, datteren Sia. Herudover har parret sønnen Casper fra 2012.
Som småbørnsmor er det ikke sig selv, man prioriterer højest, men nu synes Julie Berthelsen, at det er på tide at bruge lidt mere tid på sig selv.
- Jeg stopper på barsel i august, så 'Vild med dans' passer perfekt i år, og jeg tænker, det er en ret god måde at komme tilbage på efter en barsel. Det bliver lige på og hårdt, men det passer godt til mig med ekstra hårde udfordringer. Det giver mig mere gejst, siger hun og fortsætter:
- Jeg glæder mig til at have det skægt – og så er jeg et gennemført konkurrencemenneske, så også derfor er 'Vild med dans' "right up my alley", siger Julie Berthelsen med et grin.
Fik sit gennembrud for 14 år siden
Det er da heller ikke første gang, at den i dag 37-årige sangerinde kaster sig ud i en konkurrence på TV 2.
Det var i 'Popstars', at Julie Berthelsen i 2002 blev landskendt for sin smukke stemme og sin varme personlighed.
Når jeg er ude at feste med tøserne, ryger jeg da på dansegulvet, men ellers er jeg ikke hende dansemusen, der slår sig løs.
Sangerinde Julie Berthelsen
Det blev til en andenplads i programmet, og Julie Berthelsen har siden udgivet fem album og vundet tre 'Danish Music Award'-statuetter.
Se det allerførste indslag med Julie Berthelsen fra 'Popstars' i videoen her.
I 2010 deltog hun som korleder i sangprogrammet 'AllStars', hvor hun sammen med et kor fra hendes barndomsby, Nuuk, løb med førstepladsen.
Om det også skal blive til en førsteplads i 'Vild med dans', tør Julie Berthelsen slet ikke spå om. Hendes erfaringer med dans er nemlig meget begrænsede.
- Når jeg er ude at feste med tøserne, ryger jeg da på dansegulvet, men ellers er jeg ikke hende dansemusen, der slår sig løs. Jeg har aldrig gået til dans, og det ligger slet ikke lige til højrebenet for mig. Det er virkelig angstprovokerende og langt uden for min komfortzone, siger hun.
Fuld fart på
Siden Julie Berthelsen fik sit gennembrud i 'Popstars', er det ud over musikken også blevet til adskillige opgaver som tv-vært, blandt andet på 'Julehilsen til Grønland' og 'Dansk Melodi Grand Prix' – og tidligere i år var hun sammen med Jacob Haugaard vært ved musikfesten 'Charlie i Parken'.
Herudover holder hun af og til foredrag, hun har sin egen blog – og hun har sågar udgivet en kogebog.
Jo, der er fart på for Julie Berthelsen, og efteråret bliver da heller ikke meget anderledes.
Sideløbende med 'Vild med dans' skal hun nemlig i gang med at indspille et nyt album, ligesom hun har gang i noget velgørenhedsarbejde. Og på privatfronten flytter familien i august fra Odense til Odder.
- Det er fantastisk planlagt, griner Julie Berthelsen.
- Det vigtigste for mig er stadig at være småbørnsmor, men alt det andet skal der være plads til. Jeg har prøvet at have travlt før, så det kan jeg selvfølgelig også klare denne gang.
Læs mere om årets 12 deltagere i 'Vild med dans' ved at klikke på billederne herunder.