Kendte

Festivalballade: Felix og Falktoft udskiftes som værter på Tinderbox

En uge før musikfestivalen Tinderbox skal afvikles i Odense, meddeler festivalen nu, at man udskifter værtsparret Peter Falktoft og Felix Smith.

Når den odenseanske festival Tinderbox torsdag den 23. juni åbner for tre dages musikfest, bliver det ikke som planlagt de to radio- og tv-værter Peter Falktoft og Felix Smith, der kommer til at byde publikum velkommen.

På grund af "uenigheder" er samarbejdet mellem makkerparret, der ellers var værter sidste år, og festivalen nemlig gået i vasken. 

Hvad disse "uenigheder" mere konkret dækker over, er der dog, ja, uenighed om.

Torsdag aften skrev festivalen på sin Facebook-side, at Peter Falktoft og Felix Smith var blevet forhindret i at være konferencierer.

Denne udlægning modsagde Peter Falktoft selv efterfølgende på Twitter.

"Møgærgerlig" situation

I en mail til TV 2 fredag formiddag kalder Peter Falktoft og Felix Smiths agent, Line Breinholt, situationen for "møgærgerlig".

- Det er dog ikke korrekt, at Peter og Felix har lavet en dobbeltbooking, er forhindrede eller er blevet fyret, som det har været antydet, men vi kunne simpelthen bare ikke blive enige om forholdene. Længere er den ikke. De nærmere omstændigheder er en sag mellem os og Tinderbox, skriver hun.

Pressetalsmand for Tinderbox, Morten Hopballe, er fredag middag ikke vendt tilbage på TV 2's henvendelse, men i en sms til BT skriver han ligesom agent Line Breinholt, at man ikke har kunnet blive enige om forholdene.

- Hvad det mere konkret drejer sig om, er en sag mellem Tinderbox og Peter og Felix, men der er ikke noget drama i det, skriver han til BT.

I stedet for Peter Falktoft og Felix Smith har festivalen hyret de to komikere Uffe Holm og Brian Lykke til at stå i spidsen for årets festival.

På Tinderbox' program i år står blandt andre David Guetta, Suede, Jason Derulo, Lukas Graham, Rammstein og Veronica Maggio.

Disse kunstnere spiller på Tinderbox i 2016

Jason Derulo

Jason Derulo

Amerikaneren Jason Derulo brød igennem med pophittet 'Watcha Say' og har siden udgivet tre album. Ifølge Tinderbox' hjemmeside er popsangeren på kort tid blevet en af de allerstørste urbane popnavne i verden.

På hjemmesiden garanterer de også en fest og hitparade til hans koncert.

Jason Derulo brækkede sin nakke i starten af januar i 2012, og her sagde lægerne angiveligt, at han lige så godt kunne være blevet lam. Han blev dog allerede udskrevet tre dage senere med en halskrave på.

Foto: Scanpix Denmark

Rammstein

Rammstein

Tinderbox lagde ud med annonere et hardcore metalband som et af deres hovednavne. 

Det er nemlig Rammstein, der skal være med til at trække 30.000 folk fra nær og fjern til Tusindårsskoven i Odense til sommer. Bandet er kendt for deres ekstreme liveshows, der blandt andet indeholder teater, ild og industriel metal.

Metalbandet er fra Tyskland, men det er kendt over hele verden.

Foto: POLFOTO

Dizzy Mizz Lizzy

Dizzy Mizz Lizzy

Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis udgør til sammen det kendte rockband Dizzy Mizz Lizzy, der blev startet helt tilbage i slutningen af 1980'erne.

Gruppen har holdt årelange pauser lige siden og kun udgivet meget lidt nyt musik, siden de for mere end 20 år siden ramte danskerne lige i hovedet med 'Silverflame' og 'Waterline'. Dizzy Mizz Lizzy blev senest gendannet i 2014, og i sommer var de blandt andet på en omfattende festival-turné.

Det gentager sig igen i år. Næsten da. For det bliver ikke en turné, hvor bandet gæster alle festivaler. De vil i stedet spille nogle få job. Blandt andet Tinderbox i Odense.

Foto: POLFOTO

David Guetta

David Guetta

Tinderbox har fået en verdenskendt dj på plakaten. Den har nemlig hyret dj David Guetta, og planen er, at han skal lukke festivalens store scene lørdag 25. juni næste år.

- Med tilføjelsen af David Guetta kan vi i dag åbne for den elektroniske pose af navne til næste års program. Vi er meget stolte over at kunne præsentere David Guetta som et af hovednavnene for 2016 og dermed fastholde niveauet med store elektroniske navne på programmet, som mange også var begejstrede for sidste år, siger festivalens chef Brian Nielsen.

Og David Guetta har i den grad bevist, at man sagtens kan gøre karriere og få et internationalt gennembrud af dimensioner som dj. Han er den eneste dj i verden, som er blevet streamet mere end to milliarder gange på Spotify. 

Foto: AP

Volbeat

Volbeat

Kun to uger efter, at Tinderbox havde afsløret Rammstein som et af deres store hovednavne, blev et andet rockband tilføjet på plakaten. Volbeat gæster også festivalen, der løber af stablen fra 23. til 25. juni næste sommer.

Volbeat er i øjeblikket i fuld gang med at skrive sange til et nyt album, og derfor mener festivalen, at der er god chance for, at rockbandet vil præsentere helt nyt materiale i løbet af koncerten, når de lukker fredagens program. 

Foto: POLFOTO

Malk De Koijn

Malk De Koijn

Gruppen, der blev dannet tilbage i 1994 af Tue Track, Geolo Geo og Blæs Bukki, var aktive i cirka ti år, hvorefter de stoppede med at spille koncerter og udgive musik.

Siden har de nærmest opnået kultstatus, og mange var derfor glade, da den dansksprogede rapgruppe annoncerede, at de var blevet gendannet i 2011, hvor de også udgav albummet 'Toback to the Fromtime'. Siden har de spillet flere udsolgte koncerter, og nu kan de opleves på Tinderbox og faktisk også på NorthSide.

Foto: Scanpix Denmark

Fedde Le Grand

Fedde Le Grand

Hans største hit er 'Put Your Hands Up 4 Detroit'. Og så husker du garanteret Ida Corrs hit 'Let Me Think About It', som blev lavet i samarbejde med Fedde Le Grand.

Fedde Le Grand er af hollandsk afstamning, og han har næsten 2.500.000 følgere på Facebook. Derudover har han næsten lige udgivet et nyt album. 

Foto: Polfoto

Lukas Graham

Lukas Graham

Lukas Graham har haft et forrygende år i 2015. De vandt et utal af priser, og for nyligt brød de også igennem i USA, hvor de blandt andet har vundet en pris for bedste talkshow-optræden. Derudover har de toppet hitlisterne på flere kontinenter.

Lukas Graham skal blandt andet også spille på NorthSide Festival i år.

Foto: Scanpix Denmark

The Sandmen

The Sandmen

Tinderbox beskriver The Sandmen således: "Evigt cool og evigt rockende The Sandmen udgav i 2014 album nummer 7. Pladen følger op på de meget roste udgivelser, ‘Shine’ (2008) samt ‘White Trash/Red Front’ (2006), og denne gang har The Sandmen rystet posen godt og grundigt. ’Den bedste dag’ er nemlig gruppens første dansksprogede udgivelse nogensinde."

Foto: Scanpix Denmark

Years & Years

Years & Years

Selv om de er fra England, så har Years & Years allerede opbygget sig en stor fanskare herhjemme. I 215 spillede de på NorthSide, og her måtte man lukke for tilstrømningen af publikum til P6Beat Stage på NorthSide, og senere på året fyldte Years & Years Tap1-hallen i Kbh.

Foto: Years & Years Press