Kendte

Legendarisk band aflyser: Kommer ikke til Danmark alligevel

Et bandmedlems sygdom forhindrer bandet i at spille i Danmark.

Deep Purple skulle have spillet i det gamle statsfængsel i Horsens i morgen, fredag, men med blot én dags varsel aflyser bandet.

'Smoke on the Water' skulle have braget ud over publikum i FÆNGSLET i Horsens fredag aften, men Deep Purple der står bag verdenshittet, har valgt at aflyse koncerten.

Det oplyser Horsens & Friends, som er arrangør af koncerten med det legendariske rockband Deep Purple, i en pressemeddelelse.

På deres hjemmeside skriver arrangørerne, at aflysningen kommer oven på to andre aflyste koncerter i henholdsvis Gröna Lund i Stockholm tirsdag aften og Liseberg i Göteborg onsdag aften.

Bandmedlem er syg

Bandets manager begrunder aflysningen med, at et af bandets medlemmer er blevet syg.

- Lige nu ved vi ikke ret meget mere, end at Deep Purple ikke kommer, siger en ærgerlig Horsens & Friends-direktør, Frank Panduro, der ellers står klar til at tage i mod koncertproduktionen i dag.

Er billetterne købt hos www.billetlugen.dk, får køberne automatisk pengene tilbage. Ellers refunderes billetterne dér, hvor man har købt billetterne.

Der er endnu ikke meldt noget ud i forhold til en ny koncertdato, men Horsens & Friends er i gang med at undersøge mulighederne. Du kan holde dig opdateret om dette på deres hjemmeside.

Nedenfor kan du se et gammelt klip, hvor Deep Purple spiller deres største hit; 'Smoke on the Water'. Klippet er fra 1972.