Kendte

Se videoen: Meryl Streep i morsom parodi på Donald Trump

Den Oscar-vindende skuespillerinde Meryl Streep overraskede mandag aften, da hun optrådte som Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump.

Der findes snart ikke den rolle, hun ikke har spillet.

Men alligevel overgik den 66-årige Hollywood-stjerne Meryl Streep ifølge flere amerikanske medier alligevel sig selv, da hun mandag aften parodierede ingen ringere end Donald Trump.

Ved den særlige gallaforestilling 'Shakespeare in the Park' på Public Theater i New York optrådte Meryl Streep som Republikanernes omdiskuterede præsidentkandidat.

Og den tredobbelte Oscar-vinder var naturligvis gået "all in" med orange makeup, rødt slips, paryk og en voluminøs kropsform.

Optrædenen kom også som en overraskelse for instruktøren på teatret, Oskar Eustis, der ikke havde set Meryl Streep i hverken kostume eller makeup, før hun gik på scenen mandag aften.

- Det var fuldstændig hendes idé fra ende til anden. Der var skeptikere, og der var tvivlere, men Meryl Streep var ikke en af disse skeptikere. Hun var fuldstændig overbevist om, at hun kunne gøre det, siger Oskar Eustis ifølge The Guardian.

Streep støtter Clinton

En del af Meryl Streeps optræden som Donald Trump var en fremførsel af nummeret 'Brush Up Your Shakespeare' sammen med skuespillerkollegaen Christine Baranski, som Meryl Streep spillede sammen med i 'Mamma Mia'.

Christine Baranski var klædt ud som Hillary Clinton, og sammen sang de nummeret, som oprindeligt bliver sunget af to mænd i musicalen 'Kiss Me, Kate'.

- Hvorfor er det, at alle kvinder siger nej, sang Meryl Streep blandt andet.

Meryl Streep har i øvrigt tidligere udtalt, at hun støtter Hillary Clinton, og omvendt har Hillary Clinton da også udtalt, at hvis der nogensinde skal laves en film om hende, vil hun have Meryl Streep til at spille hovedrollen.

Hillary Clinton har natten til onsdag dansk tid udråbt sig selv som Demokraternes præsidentkandidat efter en sejr i New Jersey. Dermed kommer efterårets præsidentvalg i USA altså til at stå mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Inden da, nemlig fra den 25. august, kan Meryl Streep atter opleves i de danske biografer. Det sker i filmen 'Florence', hvor hun spiller over for Hugh Grant.