Kendte

Verdens bedst betalte musikerpar går fra hinanden

Sangerinden Taylor Swift og dj'en Calvin Harris, der rigtigt hedder Adam Richard Wiles, går hver til sit efter 15 måneders forhold.

Calvin Harris bekræfter bruddet med Taylor Swift på Twitter. Det kendte par var kærester i 15 måneder.

- Den eneste sandhed her er, at et forhold er slut, og det, der er tilbage, er en stor mængde kærlighed og respekt.

Sådan skriver den skotske DJ Calvin Harris i et Twitter-opslag, som popsangerinden Taylor Swift  har retweetet. 

Det kendte par bekræfter dermed, at de er gået fra hinanden efter 15 måneders forhold og affejer samtidig historier, der har floreret, om årsagen til bruddet.

En række medier begyndte allerede onsdag at melde om, at forholdet var forbi mellem de to kendisser, der sidste år blev kåret som verdens bedst betalte musikerpar af Forbes med en årlig indkomst på 146 millioner dollar.

Det svarer til over 970 millioner kroner. 

Den skotske DJ hedder rigtigt Adam Richard Wiles, og han brød igennem med albummet 'I Created Disco' i 2007, og har udover sine egne udgivelser blandt andet arbejdet sammen med Kylie Minogue, Rihanna og Cheryl Cole.

Taylor Swift udgav som 16-årig sit første album, og hun er en af verdens bedste sælgende musikere med hits som 'Shake it off', 'I knew you were trouble' og 'We're never ever getting back together'.

De to blev kærester i marts 2015.

Magisk forhold

Nogle af rygterne, som nu er blevet manet til jorden, gik på, at 32-årige Calvin Harris skulle være 'skræmt' over 26-årige Taylor Swifts berømmelse, at den amerikanske sangerinde mere interesserede sig for Hollywoods spotlys, og at den skotske DJ skulle have kedet sig i et stykke tid, skriver Billboard.

En række fans har sendt velmendende ord og opbakning til de to stjerner, mens en Twitter-bruger gør opmærksom på Taylor Swifts ry for at skrive sange om sine ekskærester. 

I et større interview med Vogue fortalte Taylor Swift i april blandt andet om forholdet mellem de to: 

- Jeg er i et magisk forhold lige nu. Og jeg ønsker selvfølgelig, at det bare skal være vores og nede på jorden ... det er det eneste, der har været mit eget i mit privatliv.

For et par måneder siden fejrede parret et-års dag i tropiske omgivelser, men nu er de to altså ledige på markedet.