Skrider fra skilsmisse-krig: Johnny Depp i Danmark med rock-ikoner
Han ligger i øjeblikket i ond strid med konen, men det afholder ham ikke fra en koncert på dansk jord.
Han er i øjeblikket beskyldt for at være både psykisk og fysisk voldelig over for sin 30-årige kone Amber Heard, men det afholder ikke 52-årige Johnny Depp for at tage på Europa-turné med bandet Hollywood Vampires, der udover skuespilleren består af rockikonerne Alice Cooper og John Perry. Onsdag aften spiller de koncert i Horsens.
Amber Heard og Johnny Depp har været gift i blot 15 måneder, men ægteskabet holder på ingen måder. Amber Heard beskylder skuespilleren for at være voldelig og ønsker derfor skilsmisse og et politi-tilhold.
Hun skal angiveligt have beskyldt Johnny Depp for at 'have et stof- og alkoholforbrug og en kort lunte'.
- Han er ofte paranoid og hans temperament er ekstremt skræmmende, da det flere gange har vist sig at være fysisk farligt eller livstruende for mig.
- Gennem hele forholdet har Johnny (Depp, red.) være både verbalt og psykisk voldelig over for mig, har hun sagt i retten ifølge Daily Mail.
Depps advokat har svaret på Amber Heards bøn om at få et tilhold:
- Amber arbejder på at sikre en tidlig finansiel løsning med påstanden om vold, siger advokaten Laura Wasser ifølge Independent.
Selv om Johnny Depp ikke selv vil udtale sig om forholdet og den kommende skilsmisse med Amber Heard, har det ikke holdt skuespillerens datter Lily-Rose Depp fra at støtte op om sin far.
Hun har tyet til de sociale medier, hvor hun har delt et billede med et uddrag af en artikel, der gør det klart, at politiet ikke mente, at der var sket en forbrydelse til det spektakel, de var blevet sendt ud til hos Johnny Depp og Amber Heard.
Hun har også delt et billede af sin far og hende selv, fra da hun var baby, hvor hun skriver:
- Min far er den sødeste mest elskværdige person. Han har været intet andet end en god far for min lillebror og jeg. Alle der kender ham, vil sige det samme.
'En af de hårdeste fødsler'
Johnny Depp har ikke været på plads i retten, som man ellers skulle forvente i sådan en sag. Han er nemlig draget på turné, hvor han sammen med Alice Cooper og John Perry blandt andet lægger vejen forbi det gamle statsfængsel i Horsens.
- Det er en af de hårdeste fødsler, jeg har været med til som koncertarrangør. Den blev taget ved kejsersnit i 11. time, men jeg er stolt af at kunne præsentere Hollywood Vampires i Horsens. De giver kun seks koncerter i Europa, så for os er det sensationelt. Jeg kalder det gerne et scoop, at vi har lokket Johnny Depp og drengene til byen, udtaler Frank Panduro fra Horsens & Friends.
Bandnavnet referer til en eksklusiv drukklub, som Alice Cooper var præsident for i 70'erne. Hollywood Vampires var dengang et samlingssted for de musikere, der boede i eller lagde vejen forbi Los Angeles.
Ifølge Frank Panduro talte gæsterne blandt andre John Lennon, The Who-trommeslageren Keith Moon, Jim Morrison og Jimi Hendrix.
Hollywood Vampires spiller i Fængslet i Horsens onsdag 1. juni klokken cirka 21.00.