Kendte

Alexandras eksmands nye kærestes eksmand har fået ny kendis-kæreste

Et nyt kendispar er skabt på ruinerne af et af tidens mest omtalte brud i kendis-land.

De sidste mange måneder har sangerinden Aura prydet diverse avisforsider og artikler, fordi hun åbenlyst har ligget i ond skilsmisse-krig med millionær-eksmanden Janus Friis, der er stifter af Skype.

Men denne gang er det ikke på grund af skilsmisse-skænderierne - tværtimod; ifølge Ekstra Bladet dater 31-årige Aura nu en ny mand.

Hun ønsker dog ikke at bekræfte noget over for TV 2, og hendes presseansvarlige Salli Mortensen skriver i en mail til TV 2, at Aura ikke har nogen kommentarer.

Og det er ikke hvem som helst, hun er fundet sammen med. Det er nemlig Thomas Troelsen, der indtil for nylig har været gift med den tidligere 'X Factor'-værtinde Eva Harlou, der nu danner par med Martin Jørgensen, der også for nylig er blevet skilt fra grevinde Alexandra.

Thomas Troelsen er musiker og producer og har ifølge Ekstra Bladet produceret flere sange for Aura, blandt andet nogle af numrene fra hendes album 'Before the Dinosaurs' fra 2011.

Den succesfulde musikproducers egen skilsmisse har ligesom Auras brud med Janus Friis også været omtalt i diverse danske medier. Da han og Eva Harlou gik fra hinanden tilbage i september sidste år, var alle øjne også på deres ægteskabelige brud. Årsagen var, at ekskonen Eva Harlou flere gange blev set sammen med grevindens netop fraskilte mand, Martin Jørgensen.

Bitter strid

Aura Dione og Janus Friis mødte hinanden i 2011, og de blev stormende forelskede. To år senere friede Janus Friis til Aura, der blandt andet er kendt for hittet 'Geronimo'. Ringen kostede angiveligt over tre millioner kroner. Men undervejs gik forholdet i stykker, og parret gik fra hinanden i 2015. Herefter startede en ond "krig".

Sangerinden og Skype-milliardæren strides både i Danmark og i USA omkring 15 millioner kroner, som Janus Friis angiveligt har lånt sangerinden til hendes karriere, en mulig forfalskning af Diones underskrift og tilbagelevering af dyre gaver, som hun modtog under forlovelsen. 

Berlingske Business talte Janus Friis for første gang i slutningen af april i år ud om retsssagen og om den bitre fejde med sin tidligere forlovede.

- Det handler fundamentalt om retfærdighed, og om at man ikke må udnytte et andet menneske, mens man kigger dem i øjnene og siger "jeg elsker dig"

Janus Friis

Føler sig udnyttet

Ingen af de to parter har udtalt sig til offentligheden om grunden til bruddet, men ifølge retsdokumenter var Aura Dione Janus Friis utro, mens de var forlovede, skrev Berlingske Business. 

Janus Friis skulle have opdaget, at sangerinden havde kærester og holdte dyre fester på hans regning, mens hun boede i Hollywood-hjemmet, han havde lejet til fælles brug. Han føler sig udnyttet af sangerinden.

- Vores liv var viklet sammen i et kærlighedsforhold. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg i virkeligheden var blevet udnyttet. Det handler om et dobbeltliv. Der var et mønster. Det kom til et brud, og det blev besluttet at tilbagekalde lånet, sagde Janus Friis til Berlingske Business.

Han fortalte samtidig, at det ikke var meningen, det skulle være en offentlig proces, men sagen eskalerede, og han så ikke nogen anden udvej end at gå rettens vej.

- Det handler fundamentalt om retfærdighed, og om at man ikke må udnytte et andet menneske, mens man kigger dem i øjnene og siger "jeg elsker dig", lød det fra ham.