Eksklusivt: Kom med ind i Medinas barndomshjem i helt ny musikvideo
I Medinas nye musikvideo til singlen 'Forgabt (Jeg Fucking Elsker Dig)' tager sangerinden os med helt ind i sit barndomshjem i Aarhus.
Medina mindes hendes første kærester i sin nye musikvideo. Men hun kigger også mod fremtiden, der formentlig byder på børn.
- Videoen er jo baseret på historier fra mit eget liv – lige pånær den sidste – jeg er jo ikke blevet mor endnu, siger Medina, da hun bliver spurgt om, hun vil sætte nogle ord på sin nye musikvideo til singlen 'Forgabt (Jeg Fucking Elsker Dig).
Og vi kommer tæt på Medina i den nye video. Faktisk kommer vi helt ind i sangerindens barndomshjem. Forstået som det hjem, hvor Medina voksede op. Hvor hun fik sit første kærestebrev. Hvor hun fik sit første kys.
- Historierne er ikke én til én. Men det har heller ikke været afgørende, at de var det. Det, der er med sådan nogle historier, er, at vi alle sammen har prøvet dem selv. Jeg har hørt fra flere, der har set den, at de bliver rørt, fordi den vækker noget nostalgi. Det er episoder, vi alle kender fra vores opvækst, siger Medina.
Det første kærestebrev
En historie, som bliver udfoldet i videoen, er historien om Medinas første kærestebrev. I virkeligheden var historien lidt anderledes, men ikke mindre sød. Historien har hun fået genfortalt af sin mor, som husker den lidt bedre end Medina selv.
- Der var en dreng, Simon, som sad på kanten af en sandkasse ude foran mit hus i tre timer med et kærestebrev. Men jeg gad ikke være kærester med ham, så jeg lukkede ham ikke ind. Det regnede, så efter noget tid, så tvang min mor mig til at gå ud og hente ham. Han var fuldstændig drivvåd, siger Medina med en smule skyld i stemmen.
- Og hvad angår mit første kys, så stemmer historierne meget godt overens, bortset fra, at det foregik udenfor.
Helt almindelig opvækst
Medina er vokset op i en boligblok i Aarhus med en dansk mor og en chilensk far. Det er selvsamme boligblok, som optræder i den første tredjedel af musikvideoen - og som skrevet er det også selvsamme hus, som Medina voksede op i.
- Familien, der boede var søde til at låne os huset. Det var lidt underligt at komme tilbage. Det så meget anderledes ud. Vi filmede i et af de rum, der var mit gamle værelse, hvor jeg havde skrevet ting under vindueskarmen – det var der stadig, fortæller Medina.
Hun beskriver sin opvækst som helt almindelig - lige bortset fra det der med kælderen i barndomshjemmet.
- Mine forældre havde bygget deres kælder om til et musikrum, hvor der blev danset og spillet musik, siger Medina og fniser - måske fordi det er ret langt fra, hvad den gennemsnitlige familien Danmark ville gøre.
- Selvfølgelig skal jeg have børn
Medina kigger også fremad i musikvideoen. Ind i en fremtid, hvor hun måske har en datter, der som Medina selv også skal have sit første kærestebrev på et tidspunkt.
Om det er et tegn på, at Medina allerede nu tænker på at få børn, lyder ikke helt afklaret. Men det kommer, som det kommer.
- Jeg er et sted i mit liv, hvor mine veninder har fået børn – og mange er på vej til at få det. Det er jo en naturlig ting ved det at blive ældre. Og det er sgu meget hyggeligt med børn i omgangskredsen, og selvfølgelig skal jeg da have nogen, men det kommer, som det kommer.