Kendte

Christopher om at undvære kæresten: - Sundt at savne hinanden

Popsangeren er glad for, at både ham og kæresten har travlt med deres karrierer.

24-årige Christopher Nissen har fart på. På fredag udgiver han sit tredje album, og øjnene er stift rettet mod en international karriere. Alt dette kræver hårdt arbejde og mange rejsedage, hvilket kan udfordre et forhold. Men ikke i Christophers tilfælde.

- Min kæreste har flere rejsedage på et år, end jeg har. Det er hende, der rejser fra mig i øjeblikket, fortæller Christopher til TV 2.

Kæresten Cecilie Haugaard på 23 år har nemlig gang i en fornem modelkarriere.

Og det glæder Christopher, at der er 'gang i den på begge fronter'.

- Det er da kun fedt, at der ikke er en af os, der hele tiden skulle sidde og vente i lejligheden, mens den anden rejste rundt og havde travlt.

Det er ingen hemmelighed, at Christopher har en drøm om at bryde igennem i USA, og heldigvis tror han ikke, at kæresten ville have noget i mod at rykke teltpælene op og flytte til Los Angeles.

- Hun ville være megaklar.

Nyforelsket

Udover at ingen sidder derhjemme og føler sig glemt, er der også en anden stor fordel ved at have travlt med karrieren fremfor familielivet.

Christopher føler sig nemlig stadig nyforelsket, selv om de har været kærester siden sommeren 2014. 

- Vi er på den måde meget priviligerede. Vi får lov at savne hinanden og blive nyforelskede, hver gang vi ser hinanden, siger Christopher og tilføjer, at der nogle gange går op mod to uger i mellem, de ser hinanden.

Popsangeren har tidligere været kærester med modellen Mathilde Sofie og den danske popstjerne Medina, som han startede ud med at varme op for på hendes turné.