Kendte

Efter Keld Heicks skade: Her er de nye værter til Charlie-fest

Julie Berthelsen og Jacob Haugaard afløser Keld Heick som værter på 'Charlie i Parken', efter han har måttet melde afbud på grund af sygdom.

Det bliver et helt nyt makkerpar i dansk underholdning, TV 2 CHARLIE i år kan præsentere til 'Charlie i Parken'.

For første gang nogensinde slår entertaineren Jacob Haugaard og sangerinden Julie Berthelsen nemlig pjalterne sammen, når de skal være værter ved TV 2 CHARLIEs store musikfest i Parken den 23. april.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med Jacob. Vi har været sammen ved mange lejligheder, men aldrig arbejdet sammen. Han er en virkelig fantastisk mand, så det glæder jeg mig til at prøve. Nu må vi se, hvor meget jeg skal holde ham i ørerne, siger Julie Berthelsen med et grin til TV 2. Og glæden er så absolut gengældt.

- Jeg kan huske Julie helt tilbage fra dengang, hun var med i 'Popstars'. Hun har lavet så meget god musik, og jeg glæder mig virkelig til at arbejde sammen med hende, siger Jacob Haugaard.

Masser af skæg og ballade

Det er sjette gang, at TV 2 CHARLIE holder 'Charlie i Parken', og i år optræder Kandis, Stig & Vennerne, Michael Hardinger Band, Simone, Johnny Deluxe, News med Nadia Steen, Thomas Evers Poulsen og Paul Young.

Egentlig skulle Keld Heick traditionen tro have stået i spidsen for musikfesten, men han har måttet melde afbud på grund af en sprunget akillessene.

Både Julie Berthelsen og Jacob Haugaard glæder sig enormt til at opleve stemningen blandt de 4.500 festglade publikummer. 

- Alle har talt så varmt om den her aften og sagt, at der er en afsindig god stemning, så jeg glæder mig til en kæmpestor havefest med masser af god underholdning og skæg og ballade, siger Julie Berthelsen, der skal til 'Charlie i Parken' for første gang.

- Jeg elsker underholdning, og jeg vil lægge mig i selen for at være så underholdende en konferencier som overhovedet muligt, siger Jacob Haugaard, der skal styre løjerne ved 'Charlie i Parken' sammen med Julie Berthelsen.

Følte sig som Michael Jackson

Jacob Haugaard optrådte til gengæld ved det allerførste 'Charlie i Parken'-arrangement, og han glæder sig til at være med igen.

- Jeg skulle først optræde i Parken og så i Aarhus, så jeg husker, at jeg løb ud af Parken, ud i en helikopter, og så blev jeg fløjet til Aarhus. Jeg følte mig helt som Michael Jackson, griner han og fortsætter:

- Programmet i år er helt forrygende, og det skægge ved 'Charlie i Parken' er jo, at der er plads til, at folk kan få sig en svingom foran scenen. Det er så smukt. Folk kommer langvejs fra og glæder sig til at skulle i Parken, og sådan noget er rørende, synes jeg. 

Alle billetter til 'Charlie i Parken' er allerede udsolgt, men showet kan opleves på TV 2 CHARLIE i to dele henholdsvis den lørdag den 30. april og lørdag den 7. maj.