Tori Spelling til ZULU Awards: Jeg vil flytte til Danmark

Tori Spelling - også kendt som Donna Martin fra Beverly Hills - udtrykte stor begejstring for Danmark på den røde løber til aftenens ZULU Awards.

Tori Spelling var en af 90’ernes største stjerner, da hun spillede Donna Martin i tv-serien 'Beverly Hills 90210'. Derfor stjal hun også alt opmærksom, da hun torsdag aften lagde vejen forbi den røde løber til dette års ZULU Awards i Forum i København.

Her skulle den amerikanske skuespiller uddele prisen for bedste tv-serie. En pris, der gik til Sjit Happens.

Allerede onsdag ankom Tori Spelling med både mand mand og børn til Danmark, fortalte hun på den røde løber.

- Vi elsker Danmark. Her er så smukt. Alle er så søde, så jeg har sagt, at jeg gerne vil flytte hertil. Maden er fantastisk, og alle virker bare så glade her, lød det fra Tori Spelling, der hurtigt blev suppleret af sin mand.

- Vi har planer om at tage i Tivoli i morgen.

Det er en ære

Tori Spelling var i serien kendt som den uskyldige og meget søde pige. Hun kom ud af en rig familie med et højt moralsk kodeks. Det var for eksempel lidt af en skandale, da Donna kom til at drikke et glas bobler til et afdansningsbal på skolen.

Inden showet løftede Tori Spelling også slørret for, hvorfor hun overhovedet har sagt ja til at uddele en pris ved ZULU Award.

- Jeg elsker, at Beverly Hills 20 år senere stadig er en succes i Danmark, og at alle stadig elsker det. Det er en ære at være her. Jeg er her for mine fans, og fordi jeg gerne vil vise mine børn Danmark, sagde hun.

Den amerikanske skuespiller stod også for årets overraskelse under showet. Her genopstod Donna Martin nemlig i en dansk udgave af den populære 90'er-serie, hvor hun spillede overfor de to danske skuespillere Magnus Millang og Martin Høgsted fra Danish Dynamite.