Kendte

CNN retter Lukas Grahams svipser om danskernes hashforbrug

Det er nu kun Rihanna, der ligger over Lukas Graham på den amerikanske Billboard-hitliste. Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Den unge musiker havde ikke helt styr på fakta, da han blev interviewet til tv-stationen CNN.

Den danske musiker Lukas Graham styrter frem på de internationale hitlister, og har for tiden travlt med promovere sin musik i blandt andet USA. Men mens Lukas Graham har godt styr musikken, var der forleden en smule knas med fakta om samfundsforholdene i Danmark.

I et interview med den amerikanske tv-station CNN mandag sagde den unge musiker:

”En tredjedel af den danske befolkning ryger jævnligt hash. En gang om måneden. Jeg tror, at det er en dansk ting. Vi er Europas liberale lillebror. Vi var det første land, der indførte homovielser og adoption for homoseksuelle”.

Den udmelding startede en heftig debat på CNN’s Facebook-side. Ifølge European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction har en tredjedel af voksne danskere prøvet at ryge cannabis, mens det kun er 2,7 pct., der bruger stoffet på månedlig basis. Og Danmark var ikke det første land til at tillade homoægteskaber eller adoption for bøsser og lesbiske.

Derfor har tv-stationen nu tilføjet en rettelse i bunden af den oprindelige artikel, hvor Lukas Grahams udtalelser bliver præciseret.

Kometagtig karriere

Den lille svipser får nok ikke den store betydning for Lukas Grahams succesfulde færd. Musikekspert og chefredaktør på musikmagasinet Gaffa, Peter Ramsdal, ser to grunde til, at det er lykkedes Lukas Graham at få et internationalt gennembrud: Gode sange og personlighed. 

- '7 Years' er et utroligt godt nummer, som rummer en historie. Samtidig er Lukas Graham, hvad jeg vil kalde en ægte person og ægte kunstner. Det, man ser, får man også - og derfor kan folk relatere og forholde sig til ham, siger Peter Ramsdal og tilføjer:

- Han har holdt fast i drengen fra Christiania. En glad, ukompliceret fyr, der dog samtidig har udviklet sig i takt med de ting, der er sket i hans liv.

Nyt album 1. april

Lukas Grahams karriere tog for alvor fart herhjemme, da han i 2011 lagde de to numre 'Criminal Mind' og 'Drunk In The Morning' på Youtube. Her var bandet så småt begyndt at spille udsolgte koncerter på Vega i København, og siden har Lukas Graham haft en 'kometagtig karriere'.

Fredag den 1. april udkommer Lukas Grahams seneste album "Lukas Graham" i en international version. Et album, der afspejler, at Lukas Graham har fået mere perspektiv på tilværelsen, mener Peter Ramsdal.

- Tekstuniverset er blevet dybere. 'Drunk in the morning' handlede meget om ungdommelige problemstillinger, hvor '7 Years' nærmest er et generationsportræt af ham selv gennem tre generationer, siger Ramsdal.