Husker du Mgala fra 'Den eneste ene'? Her er hun i dag
Gamla? Gamala? Kært barn har mange navne – men hvad blev der egentlig af Mgala fra filmen 'Den eneste ene'? Det får du svaret på her.
Med replikken 'fuck' vandt hun danskernes hjerter i Susanne Biers succesfilm 'Den eneste ene' fra 1999. Det er dog de færreste, der kender Mgalas rigtige navn - nemlig Vanessa Gouri.
17 år efter filmens premiere har TV 2 fundet frem til hende for at høre, hvor hun er i dag, hvad hun husker bedst fra livet som barnestjerne - og hvor meget hun egentlig minder om den lille pige fra Burkina Faso.
- Åh, det er så mange år siden. Jeg kan huske, at der var kameraer over det hele. Jeg snakkede ikke så meget, fordi jeg var lidt genert dengang, lyder det grinende fra Vanessa Gouri, da TV 2 fanger hende på telefonen.
Har skiftet karriere
Siden hun som femårig spillede den lille afrikanske pige, der bliver adopteret af Lizzie og Niller, har hun holdt sig ude af rampelyset. Ikke på grund af dårlige oplevelser, men fordi der var andre drømme.
I dag er Vanessa Gouri 21 år og bor med sin familie i Malmø, hvor hun læser til social- og sundhedsassistent. I en periode har hun også boet i England og har med egne ord levet et helt normalt liv.
- Før i tiden ville jeg da gerne have været skuespiller. Men jeg kan godt lide at hjælpe mennesker, og derfor gik jeg i denne retning, fortæller Vanessa Gouri.
Barnestjerne ved en tilfældighed
Hun husker tiden som barnestjerne som en god oplevelse. Og det var faktisk meget tilfældigt, at det netop blev hende, der kom til at spille Mgala. Rollen var nemlig først givet til et vennepars datter.
- Det viste sig, at hun var for ung. Så i stedet kom de hjem til os og kiggede på mig. Jeg kunne ikke forstå det dengang, så jeg fulgte bare med strømmen, siger Vanessa Gouri, der godt kan se, hvor hun selv minder om Mgala.
- Mgala og jeg er meget forskellige personer. Hun er meget uskyldig og stille, mens jeg er mere åben, glad og energifuld - dog kan jeg også godt være stille med nye mennesker ligesom hende.
- Jamen så fuck fuck da
På et tidspunkt i filmen får Mgala uheldigvis sagt 'fuck,' da adoptionsdamen er på besøg - en replik, som er blevet gengivet mange gange siden 1999.
- Det var vist meningen, jeg skulle snakke mere i filmen. Men det gjorde jeg bare ikke. Jeg sagde fuck, og det var min replik, som alle nu husker - måske fordi børn netop siger det, som de hører, siger Vanessa Gouri.
Herunder kan du se den 17 år gamle trailer til 'Den eneste ene':
Vanessa Gouri fortalte først sine svenske klassekammerater i gymnasiet, at hun var med i en stor dansk film.
- På min første skole vidste alle, at jeg spillede Mgala. Det var ingen hemmelighed, men da jeg flyttede til en anden skole i København, fortalte jeg det ikke til så mange - og i Sverige har folk ikke set filmen, så der bliver jeg ikke genkendt, siger Vanessa Gouri, der heller ikke har planer om at blive et kendt ansigt i fremtiden.
- Jeg bliver færdig som SOSU i 2017 - og så er mit mål at blive sygeplejerske.
Se 'Den eneste ene' på TV 2 lørdag 26. marts kl. 21.00.