Shu-bi-dua hos Meyerheim: Bundesen har det bedre
Michael Meyerheim besøger den mangeårige forsanger og frontfigur i Shu-bi-dua, Michael Bundesen, som fortæller om sine blodpropper.
Onsdag den 30. marts står i Shu-bi-duas tegn i Talkshowet Meyerheim på TV 2 Charlie.
Tre tidligere medlemmer fra det legendariske danske band er i studiet, mens Michael Meyerheim besøger forsanger og frontfigur, Michael Bundesen, som i 2011 blev ramt af to blodpropper i hjernen. I dag fortæller han, at han ikke har haft det bedre, siden blodpropperne ramte.
- Jeg har det godt, tak. Jeg har det bedre, end jeg har haft det. Jeg træner hele tiden på at få det bedre. Min hjerne er jo, kan man sige, kortsluttet, siger Michael Bundesen.
- Så der er mange ting, jeg ikke selv bestemmer. Pludselig får jeg nogle kramper, fordi der er nogle synapser, der ikke snakker som de skal, siger Michael Bundesen, mens han peger på hovedet, for at henvise til synapserne, som er forbindelsen mellem nerverne i hjernen.
Bundesen: Det er ikke noget guddommeligt
På trods af kramperne, så fortæller sangeren, at humøret er godt, og at han har kørt videre med sit liv.
- Jeg må ikke anse det som en straf for mit liv. Det er ikke noget guddommeligt. Det er en ganske almindelig fysisk ting, der sker. Jeg er i virkeligheden en glad person. Selvom der selvfølgelig er dage, hvor jeg tænker, at jeg gerne ville have været foruden, siger Michael Bundesen.
Bundesen havde rocket med resten af 'shubberne' fra 1974 og indtil han blev ramt af de to blodpropper i 2011, hvorefter han trak sig væk fra mediernes søgelys og fokuserede på genoptræningen. Først i 2013 viste forsangeren sig på en scene igen.
Det var til Danish Music Awards (DMA), hvor en tydeligt berørt Michael Bundesen, til enorme klapsalver, modtog æresstatuetten på vegne af bandet, der netop havde vundet DMA's ærespris - et magisk øjeblik, der viser hvor meget respekt de danske musikere har for Michael Bundesens og Shu-bi-duas plads i den danske musikhistorie.
Skidtfisk og gamle dage
I dag er det så en tydeligt mere veltalende Michael Bundesen, som seerne får at se på TV 2 Charlie. Han ville gerne have været med i Meyerheims studie sammen med sine tidligere bandmedlemmer, men dagsformen var ikke til det.
I stedet har bassist Kim Daugaard, guitarist Michael Hardinger og guitarist Claus Asmussen taget plads i sofaen hos Meyerheim til en snak om de gode gamle Shu-bi-dua-dage.
Dage der startede helt tilbage i 1974, da Michael Bundesen og Michael Hardinger mødtes i DR’s Koncerthus, for kort efter at danne det vi i dag kender som Shu-bi-dua.
'Og kiks jeg havde i lommen'
Hos Meyerheim får 'shubberne' en snak om nogle af de oplevelser, som de forskellige medlemmer af bandet har haft igennem mange år.
Michael Bundesen fortæller også om hvordan traditionen med kikse-kast opstod - en tradition Shu-bi-dua-fans kender alt til.
Og jeg fodred' dig med skidtfisk
og kiks jeg havde i lommen
Når Shu-bi-dua gik på scenen og sang disse strofer fra klassikeren ’Hvalborg’, blev der kastet kiks op på scenen.
- De smed dem op i hovedet på os. Derefter var jeg så dum, fordi det var i fjernsynet, og der var en journalist, der spurgte ’er det ikke sjovt?’ – jeg syntes det var helt enestående, det med interaktionerne med publikum. Men altså hvor dum kan man være? Det blev jo ved og ved efter det, siger Michael Bundesen om starten på det, der sidenhen blev en fast tradition til koncerterne.
- Til sidst smed folk hele kikseruller på scenen, så vi havde visir og skridtbeskytter på. Det var helt vildt, siger Michael Bundesen.