Oscar: Disse stjerner glæder vi os til at se på den røde løber
Årets Oscar-uddeling er lige om hjørnet.
Se Oscar-uddelingen på TV 2
Natten mellem søndag den 28. og mandag den 29. februar uddeles filmverdenens fornemste pris, Oscar'en.
I tidsrummet 23.15-06.30 kan du følge showet live på TV 2, på tv2.dk og på TV 2s profil på Snapchat, tv2newsdk.
Og mens det meste af Hollywood er i færd med at gøre sig klar til årets største aften, så venter vi spændt på, at den røde løber bliver rullet ud. For så kan vi få at se, hvem der potentielt ender på bedst og værst klædte-listerne.
Ud fra de allerede offentliggjorte nominerede og prisuddelere har vi kigget nærmere på, hvem vi glæder os allermest til at se søndag nat dansk tid, når det er tid til den 88ende Oscar-uddelingen. Husk at du kan følge med på TV 2 og tv2.dk direkte hele natten igennem.
Se de ti udvalgte i listen nedenfor i ikke-prioriteret rækkefølge.
Dem glæder vi os til at se på den røde løber
Cate Blanchett
Cate Blanchett Foto: Scanpix I den seneste tid lader det til, at Blanchett er blevet glad for looks med tydelige designelementer i overdelene - med svingende held. Det bliver spændende at se, hvor langt hun går til uddelingen.
Brie Larson
Brie Larson Foto: Scanpix Dette års "It-girl" - pigen, som alle holder øje med. Med sit sunde american girl-udseende gør hun det allerbedst, når look'et er forholdsvist rent og simpelt - kjolen til venstre indeholder nok en tand for mange designelementer, men farver er gode på hende.
Jennifer Lawrence
Jennifer Lawrence Foto: Scanpix Hun er efterhånden en erfaren kvinde på Oscar-løberen. Generelt har det været særdeles svingende med resultatet - især hendes samarbejde med Dior har resulteret i nogle uheldige resultater. Men de fleste husker hendes ikoniske kjole fra et par år siden (i midten), så potentialet er der.
Alicia Vikander
Alicia Vikander Foto: Scanpix Svenske Vikander er blevet muse og kampagnemodel for Louis Vuitton, så sandsynligheden for, at hun dukker op i tøj fra det franske modehus, er temmelig stor. Og samarbejdet har da også båret frugt i form af nogle formidable looks her på det seneste.
Kate Winslet
Kate Winslet Foto: Scanpix Kodeordet for Kate er "driftsikker". Man ved for det meste altid, hvad man får med hende: kropsnær silhouet og oftest sort eller juveltone. Til BAFTA'en for nylig var hun dog immervæk en af de bedste klædte, og hun har vundet et par priser for sin birolle i 'Steve Jobs'. Hvis hun fornemmer, at prisen kan gå til hende, kan man se frem til, at hun skruer op for det hele.
Lady Gaga
Lady Gaga Foto: Scanpix Det er Lady Gaga. Den sætning i sig selv er grunden til, at man kan se frem til at se hende på den røde løber. Hun har kørt en klassisk Hollywood-stil meget her på det seneste, men for nylig var hun i Bowie-look til Grammy'en i en kjole af Marc Jacobs. Da hun også har gået model for Marc Jacobs til New York Fashion Week for ikke så længe siden, kan man godt forvente, at hun ankommer i en Jacobs-kreation.
Julianne Moore
Julianne Moore Foto: Scanpix Moore kan godt lide de indviklede designs - desværre kan de indviklede design ofte ikke lide hende. Hun er en klassisk skønhed, der gør det allerbedst, når hun er i det klassiske filmstjerne-look. Look'et til venstre er den retning, som hun burde gå - men vær ikke overrasket, hvis hun dukker op i noget lignende det i midten, der ikke gør noget positivt for hendes figur, hud- eller hårfarve.
Daisy Ridley
Daisy Ridley Foto: Scanpix Daisy Ridley skal præsentere en pris til Oscar-uddelingen, og indtil videre har vi mest set hende i forbindelse med 'Star Wars'-begivenheder. Så det bliver interessant at se, hvordan hun fortolker glamour, hvis der ikke er en naturlig futuristisk/rumprinsesse-reference. Hun har noget klassisk britisk over sig, så måske går hun i Keira Knightley eller Felicity Jones' fodspor.
Charlize Theron
Charlize Theron Foto: Scanpix Få kendte kvinder får det til at se så let ud at være glamourøs. Hun har et efterhånden mangeårigt samarbejde med Dior, og det har været til hendes fordel. Men samtidigt kan hun godt være et "wildcard", der kommer i noget helt syret. Hun er én af de kendisser, der vitterligt kan vælge og vrage blandt alle designere.
Sofía Vergara
Sofía Vergara Foto: Scanpix I skrivende stund er Jennifer Lopez ikke blevet offentliggjort til at skulle præsentere en pris. Så vi sætter vores lid til, at Vergara kan bringe det sydlandske, kurvede Sophia Loren-gamle Hollywood-look. Hun er ikke bange for at vise kurverne frem, men som man kan se i look'et i midten, så kan hun også finde ud af at tone det ned.