Kendte

Annette Heicks svar efter hår-gate: Det burde hedde de asociale medier

Annette Heick interviewer Lighthouse X, der vandt Dansk Melodi Grand Prix 2016.

Grand prix-vært Annette Heicks lokker tiltrak opmærksomhed på de sociale medier under showet. Hun er ligeglad og har også meldt sig ud af Facebook.

Annette Heick sammenligner den debat på de sociale medier, der har været omkring hendes krøllede grand prix-hår, med støvmider i sengen. Hun ved, at de er der, men hun gider ikke at fokusere på dem. 

- Stort set det samme kan jeg sige om de mange mennesker, der kloger sig på de sociale medier. Jeg ved, de er der, men jeg ser dem ikke. Læser dem ikke. Hører dem ikke. Og derfor sover jeg godt om natten.

Sådan skriver Annette Heick i sin klumme på BT. 

Derfor har hun også valgt at holde sig lykkeligt uvidende omkring bemærkningerne, der har rumsteret efter lørdagens grand prix-show. 

Men Annette Heick ved godt, at der er foregået noget, for hun er blevet kimet ned af journalister. Dem har hun dog ingen kommentarer til. 

Hun skriver, at folk må mene præcis, hvad de vil om hendes hår.

Grand prix-værten har dog moret sig over hashtags som #mgphairgate og #jesuisannette på Instagram, men hun følger ellers ikke med på de sociale medier. Hun har nemlig meldt sig ud af Facebook for tre uger siden.

- Problemet er, at jeg er sådan en, der føler en forpligtelse til at svare folk. Det vil sige, at de mange beskeder har kostet mig enorme byrder af arbejde og dårlig samvittighed. Og det var jo ligesom heller ikke meningen, skriver hun på BT's blog. 

De asociale medier

Annette Heick kommer også med et forslag til et nyt navn til de sociale medier. 

- Måske man i virkeligheden skulle kalde dem de asociale medier. Selv Lars Løkke valgte at sætte fokus på tonen i sin alternative nytårstale. Er den blevet værre? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg kan sige, at den intrigante tone altid har eksisteret. Dertil behøver man ikke noget viralt netværk. Man kan så vælge at dyrke den eller lade være.

Grand prix-værten har valgt det sidste - krøller eller ej.